Anbefalinger på undervurderede dansksprogede bøger

Nogle anbefalinger på dansksprogede bøger som går mod tidens strømninger. Jeg leder altid efter bøger som udfordrer den moderne, gængse forståelse af et fag. Dette er ikke for at være kontrær, det er blot karakteristisk for vores tidsånd at man i ethvert fag har forkastet tidligere forståelser af faget til fordel for nyere, mere tekniske eller mere “videnskabelige” forståelser. Desværre glemmer moderne reformatorer Chestertons Fence: mennesker gør og tænker sjældent ting helt uden grund, vi må søge at forstå det som ligger til grund for tidligere menneskers forståelse frem for at tro at deres forståelse var uden grundlag. Jeg ønsker derfor at genfinde den vigtige viden der er gået tabt gennem tiden.

Mest leder jeg efter bøger som ikke i sig selv er politiske og derfor er tilgængelige for enhver på trods af baggage. Fælles for bøgerne er at de giver et unikt perspektiv – man får derfor noget med sig som man ikke allerede vidste når man læser dem.

Jan Lindhardt: Retorik (1975)

Jan Lindhardts Retorik er mere en forsvarstale for retorikken end det er en egentlig håndbog i kunsten. Bogen gennemgår formålene med den klassiske retoriks forskellige discipliner. Denne bog går mod tidens strømninger idet den forsvarer retorikken frem for at udskamme den. Retorik handler om sandhed og erkendelse og hvordan man kan tale sandt i form såvel som indhold. Jan Lindhardt forklarer at den topiske viden må forudgå kritisk viden. Argumenter må findes og udtrykkes før vi kan vurdere dem. Kunsten at finde disse argumenter er hvad man i den klassiske retorik kalder topik. Jan Lindhardt forsvarer også hvad han kalder den kunstige stil frem for den naturlige stil. Køligt, nøgternt sprog er ofte upassende. En fremstilling er mere sand hvis følelserne i sproget svarer til indholdet; en fremstilling i farver er mere naturtro end en i gråskala.

Både “new rhetoric” og den ny-kritiske retorik afviser at beskæftige sig med retorik som erkendelsesteori. Enten ønsker man at påvirke uvidende forbrugere eller at rive sløret, som dækker det kapitalistiske samfund, bort, så det borgerlige menneske kan blive bevidstgjort. Man spørger ikke, om den retoriske fremstilling er sand, men kun om den er virkningsfuld, eller om hvorledes den lyver. Man kan også vælge et tredie udgagnspunkt for at beskæftige sig med retorik ved at gå ud fra, at veltalenhed er et så alment træk ved den menneskelige tilværelse, at man simpelt hen ikke kommer uden om at interessere sig for det på linie med psykologi, pædagogik, filosofi etc. For mig har dette motiv været afgørende, og nærværende fremstilling er altså hverken udsprunget af en historisk interesse for antikken eller moderne overtalelsesteknologi eller ment som et forsøg på at mane retorikken i jorden. Det er gjort mange gange før, såvel nykritisk som ukritisk, men at man miskrediterer, ja fornægter retorikken, er jo ikke noget bevis på, at man har overvundet den.

Jan Lindhardt: “Retorik”, s. 8

For mere om retorik, både emnet og bogen, se mit tidligere indlæg.

Søren Vadstrup: Huse Med Sjæl (2004)

Jeg opdagede Søren Vadstrup gennem et DR-program om gamle huse med historie, hvor han var kaldt ind som ekspert til et par der havde købt en gammel gård opført i bindingsværk. Parret ville gerne åbne huset op ved at vælte vægge og skabe større rum, hvilket Vadstrup frarådede dem kraftigt fordi dette indgreb ikke er i trit med husets ånd og hvordan det er bygget til at man lever i det. Gamle gårde som den er opdelt i mindre rum, bl.a. fordi man så om vinteren kan trække sig til en lille del af huset og lade resten af huset stå uopvarmet. Hans insisteren morede mig fordi han var fuldstændigt ligeglad med hvad parret ville med deres hus, han gik kun op i hvad huset ville dem og skabte gerne en akavet situation for at holde fast i sit synspunkt.

Jeg fandt efterfølgende nogle af hans bøger på mit lokale bibliotek. Søren Vadstrup forsøger i samarbejde med bl.a. Raadvad-Centeret at genfinde tabt viden om gamle byggemetoder og bevaring af gamle huse. Han er fortaler for hvad han kalder nænsom bygningsbevaring som i grunden er at man forsøger at restaurere huse frem for at renovere dem. Dette synspunkt lader faktisk til at være blevet mainstreamen i forskning om ældre bygninger – i dag har man indset at anvendelsen af moderne byggematerialer og -metoder er upassende i ældre bygninger. Men siden 50'erne har man udført mange skæmmende renoveringer af ældre bygninger hvor man fx har brugt tætte materialer i gamle huse som er bygget til at være åndbare – med senere fugtproblemer eller -skader til følge. Søren Vadstrup er også skeptisk over visse typer af energiforbedringer af gamle huse – fx gennemgår han hvad han kalder en totaløkonomisk beregning af prisen på et nyt “energirigtigt” vindue og prisen på et gammelt vindue som viser at et gammelt, restaureret vindue er billigere og mere energirigtigt end et nyt vindue, set over hele vinduets levetid. Søren Vadstrup viser i sine bøger at traditionelle byggemetoder og -materialer er smukkere, mere bæredygtige og (med undtagelse af stråtage) holder længere end deres moderne modstykker, samt at gamle bygninger udgør en immateriel kulturarv som vi har pligt til at bevare.

Søren Vadstrup er selv arkitekt og dygtig til at tegne, hans bøger er derfor omhyggeligt illustrerede med egne tegninger, nogle gange farvelagt i akvarel. Vadstrup har nogle elskværdige særheder som sammen med hans største kæpheste går igen i mange af hans bøger. Fx hans kærlighed til at stille ting op i lister a la De 7 største synder inden for renovering af [indsæt gammel hustype] og tre myter om [indsæt traditionel byggemetode] eller hans passionerede forsvar for bevaring af egnsbyggeskik og egnsfarver i jordfarveskalaen (fx bør et Sjællandsk-beliggende bindingsværkshus hvidkalkes både over tavlene og træet, mens man i andre dele af landet bør farve træet med tjære).

Menneskets udvikling, taget over én kam, kan beskrives som en stigende mekanisering, industrialisering – og på det sidste digitalisering – af flere og flere processer. Udviklingen er notorisk gået fra lavteknologi til højteknologi. Det er meget sjældent set i historien, bortset fra i situationer med krig eller andre ulykker, at man er gået “tilbage” til en mindre mekaniseret produktion eller teknologi. Det er derfor ret interessant, at det netop er det, der er ved at ske inden for det område, der hedder bygningsbevaring, altså vedligeholdelsen og istandsættelsen af ældre bygninger – uden at der er tale om krig eller “ulykker”. Her vender man i stigende omfang “tilbage” til de gamle materialer og metoder, som bygningerne blev opført med – før 1950. Og det sker hverken af nostalgiske eller museale grunde. Nej, det kan simpelthen betale sig ud fra kolde, økonomiske beregninger, fordi de traditionelle materialer og metoder både har bedre tekniske egenskaber, bedre holdbarhed og er mere individuelt tilpasselige end nye, hvorfor de ofte også er mærkbart billigere i udførelsen.

Søren Vadstrup: “Huse Med Sjæl”, s. 383

Udover Huse Med Sjæl, har Søren Vadstrup skrevet flere bøger og publikationer der går i dybden med forskellige typer huse. Han har også en hjemmeside om bygningsbevaring, hvor man kan læse en del af hans publikationer.

Peter C. Gøtzsche: Mentalt overlevelseskit og udtrapning af psykofarmaka (2020)

Peter C. Gøtzsche er en kontroversiel dansk læge og forsker som har skrevet en række bøger der kriticerer medicinal- og lægemiddelindustrien, herunder kritik af overdiagnosticering, overforbrug af lægemidler, psykiatri og, hvad jeg fandt overraskende, mammografi. Han afvises af nogle i mainstreamen som en tosse, og til tider er han som forfatter excentrisk og drager for vidtrækkende konklusioner om korruption i systemet og andre lægers motivationer. Han fokuserer nogle gange for meget på personlige uoverensstemmelser han selv har oplevet og han griber ofte efter ethvert strå som ammunition til at tvære lægemiddelindustrien ud. Disse ting er han blevet kritiseret for, men kritik af hans hovedpointer eller nogle af de konkrete argumenter (som inkluderer henvisninger til mainstreamens egen litteratur) hans bøger fremsætter, er svær at finde. Ligesom jeg også ville anbefale for bøger skrevet af ukontroversielle forfattere, må man forholde sig til sandhedsværdien i hvert enkelt argument ved at tjekke den litteratur han refererer til og eventuelle modstridende studier. Og mange ting han skriver er sande. Jeg er mest interesseret i hans kritik af psykiatrien, derfor anbefaler jeg netop denne bog eller “Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse” (2015). Alternativt er der et afsnit i hans bog “Dødelig medicin og organiseret kriminalitet” om psykiatrien. Han gentager sig selv meget disse 3 steder, så det er ikke rigtigt nødvendigt at læse mere end en af disse bøger, jeg har heller ingen anden grund til at anbefale denne bog frem for de andre end at jeg hellere ville citere nogle ting der stod i den end de andre. I Mentalt overlevelseskit skriver han følgende om diagnosticering i psykiatrien:

Folk er tilbøjelige til at tro, at de får en forklaring på deres problemer, når psykiaterne giver dem et navn, men det er et cirkulært ræsonnement. Poul opfører sig på en bestemt måde, fordi han har ADHD. Logisk set er det umuligt at ræsonnere på denne måde.

Peter C. Gøtzsche: “Mentalt overlevelseskit og udtrapning af psykofarmaka”, s. 22

Jeg har selv tidligere draget lignende konklusioner om den rette forståelse af psykiatriske diagnoser. Man kunne argumentere for at diagnoser havde værdi hvis man forstod at de ikke er sygdomme, men forkortelser for samlinger af adfærd, men denne forståelse er desværre ikke mainstream i psykiatrien (nogle psykiatere og psykologer tager dette synspunkt, størstedelen gør ikke). Sandheden er at alle psykiatriske diagnoser er behæftet med stor usikkerhed og forskellige psykiatere giver samme patienter vidt forskellige diagnoser. Patienter med samme diagnoser reagerer også vidt forskelligt på medicin. Alligevel behandler man diagnoser som noget der er sat i sten når først man får en:

Det ser ikke ud til at spille nogen rolle, om en diagnose er korrekt eller forkert. Den følger dig resten af livet og kan gøre det vanskeligt at få den uddannelse, du drømmer om, et job, visse pensioner, at blive godkendt som adoptivforælder eller endda bare at bevare dit kørekort. Desuden bliver psykiatriske diagnoser ofte misbrugt i sager om forældremyndighed, når forældrene bliver skilt. Selv når diagnosen åbenlyst er forkert, og psykiateren selv tvivlede alvorligt på den, da hun stillede den, kan du ikke få den fjernet. Den klistrer til dig for altid, som om du var en brændemærket ko.

Peter C. Gøtzsche: “Mentalt overlevelseskit og udtrapning af psykofarmaka”, s. 23

Gøtzsche foretrækker psykoterapi (ordet psykoterapi bruges i litteraturen ofte i flæng med almindelig psykologisk terapi, det skal altså ikke forstås som en eller anden ældre, freudiansk form for terapi) frem for psykiatri – her ville jeg ønske at han gik frem med samme skepsis som han har mod psykiatrien, men idet hans kritik ofte vender tilbage til brugen af lægemidler, er det svært at hente noget her. Men der er også nok at kritisere i lægemiddelindustrien – særligt i psykiatrien. Sandheden om psykofarmaka er at man behandler problemer som man mener, men ikke har bevis for, har fysiske begrundelser med piller som man ikke ved hvad gør, men som i nogle tilfælde har fået lignende patienter til at udvise adfærd man vurderer er mindre skadelig end deres umedicinerede tilstand. Psykofarmaka får ikke en patient i en syg tilstand til at bevæge sig mod en rask tilstand. Det får en patient i en syg tilstand til at bevæge sig mod en tredje, ukendt tilstand som psykiateren postulerer er bedre for patienten. Derfor tager det ofte meget eksperimenteren at finde den rette cocktail af medicin til en patient – og al medicinen har livsforandrende bivirkninger som patienterne der lokkes til at tage dem desværre først forstår når de er afhængige af medicinen. Et udtrapningsforløb fra psykofarmaka varer (hvis lægen forstår udtrapningen korrekt, hvilket desværre alt for ofte ikke er tilfældet) længe og ender ofte med at blive den værste oplevelse en patient nogensinde har haft. Derfor råder Peter Gøtzsche også direkte til at man undgår psykiatrien:

Hvis du har et problem med din psykiske sundhed, skal du ikke opsøge en psykiater. Det er for farligt og kan vise sig at være den største fejl, du kommer til at begå i hele dit liv.

Peter C. Gøtzsche: “Mentalt overlevelseskit og udtrapning af psykofarmaka”, s. 10

Søren Krarup: Det Moderne Sammenbrud (1984)

På grund af Søren Krarups politiske associationer ligger denne anbefaling nederst. Mange vil skynde sig at sætte den tilbage på en bibliotekshylde igen, kun fordi Krarups navn står på den. Bogen er på denne liste for sin kritik af moderne, systematiseret kildekritik hvis indsigter, ifølge Søren Krarup, førhend blot var selvfølgelige og indforståede. Kildekritik som system handler ikke om grundighed, men om at mistænkeliggøre tidligere historieskrivning som ukritisk. Krarup kalder kildekritikken for en “selvfølgelighedernes vagtparade”. Jeg havde samme opfattelse af historie som fag i skolen, men var overrasket over at finde en egentlig nedskreven kritik der satte ord på dette.

Af flere grunde skulle den “nye” kildekritik således placere sig på universitetet og i offentligheden. Der var tale om en selvfølgelighedernes vagtparade. Men i en bevidst tilknytning til den fremstormende naturvidenskabs metode og videnskabsopfattelse ville disse banaliteter gøre krav på originalitet og selvstændighed i forhold til en kassabel og reaktionær “romantik”, som slet, slet ikke havde besiddet kildekritikkens objektivitet, strengt videnskabelige metode og uforfærdede sandhedssøgen…

Søren Krarup: “Det Moderne Sammenbrud”, s. 117

Krarup tilbyder også en heterodoks fremstilling af Det Moderne Gennembrud (det er trods alt bogens hovedemne), som man, hvis man har haft glæden af det danske skolesystem, vil have et meget romantiseret billede af. Denne bog er også interessant hvis man kan lide Søren Kierkegaard, hvem Krarup agtede højt og skrev meget om. Man får nærmest fornemmelsen af at Kierkegaard for Krarup er modgiften til Det Moderne Gennembrud:

Det er disse ord eller erindringen om disse ord, der trænger sig på hos den, der i Paris stødte på indholdet af det 19. århundrede, Conciergeriet og Jeu de Paume, Revolutionen og impressionismen, sammenbruddet af alle værdier og af enhver lov, fordi mennesket er blevet sin egen lov og egen Gud, den selvrealiserende moderne verden, sensationernes og effekternes hensynsløse fremtrængen, menneskefornedrelsens århundrede under dække af omsorg for mennesket, guillotinens, koncentrationslejrenes, overmenneskets dæmoniske selvretfærdighed og sejrsgang. Og man siger til sig selv: Der er dog een, der forstod – forstod det helt ind i kernen, forstod det bedre end denne ideologiske udvikling nogen sinde har forstået sig selv, forstod det og sagde fra. Der er ingen tvivl om, at Kierkegaard er sig bevidst at være trådt i karakter om ideologiseringen – fra den Franske Revolution til kollektivismens og hegelianismens utallige udløbere.

Søren Krarup: “Det Moderne Sammenbrud”, s. 21

Jeg tilføjer måske flere bøger til denne liste i fremtiden hvis jeg finder dem.