Trivium: Retorik
I den middelalderlige skole lærte man i de frie kunster (artes liberales) først og fremmest det man kaldte trivium, dernæst quadrivium. Trivium (også kaldet artes sermoniciales, kommunikationskunstarterne) bestod af grammatik, dialektik (dvs. logik, da ordene dialektik og logik ofte blev brugt i flæng) og retorik og lærtes allerede i grundskolen, mens quadrivium bestod af aritmetik, geometri, astronomi og musik. Folk er rigtigt nok begyndt at forstå at den mørke middelalder ikke var så mørk og stagneret som udtrykket ellers antyder. Men i den politiske debat er det fortsat populært at kalde modstanderens holdninger middelalderlige som om det at man mener som man gjorde i fortiden i sig selv er forkert. Hvorfor det er blevet sådan, er et emne jeg vil gemme til et andet indlæg. Men efter min mening er den største fejl ved moderne skoling at man ikke længere underviser i trivium som man gjorde det i middelalderen. Middelalderlige holdninger er altså præcis hvad skolerne i dag behøver.
Den moderne skole har en lang række fag, hver med sin egen metode. For at opnå en mere komplet forståelse må disse kombineres i tværfagligheden. Lærere i dag fortæller deres elever at idéen om at viden er som en slags benzin der skal hældes på eleverne, er forældet. I stedet for denne forældede metode skal eleverne lære at anvende og tænke over fagets metoder. Tankegangen er sådan set god nok, men der findes ikke en metode i et fag der er perfekt. Metoder er ikke mere end heuristik, altså tommelfingerregler; med alle metoder kan man stadig komme til at inkludere forkerte resultater eller ekskludere korrekte resultater. Når elever bliver for gode til at følge metoder, dannes ritualer – og disse ritualer har det med at sprede sig blandt akademikere. For eksempel misforstår akademikere rutinemæssigt nulhypoteser – på trods af at de elsker at bruge dem – for det er hvad det indeværende akademiske paradigme går op i.
Blandt filosoffer er det såkaldte demarcation problem, trods lange diskussioner, stadig ikke løst. Problemet går ud på at opstille kriterier der adskiller videnskab og ikke-videnskab. Det mest populære svar er Poppers: at videnskaben ikke handler om at bevise, men afkræfte. Men i praksis fungerer videnskaben sjældent sådan, og dette kriterie ville også ekskludere ting som ellers er accepteret som videnskab hvis det fulgtes til punkt og prikke.
Følger man blindt en metode, kommer man altså galt afsted. Derfor må man tænke over sine metoder. Men hvilken metode anvendes til dette? Hvor kommer denne ræsonneren fra? Kan man ræsonnere over fagenes metoder må det betyde at der findes erkendelse som går forud for metoderne. Denne erkendelse kan man lære – og det er præcis hvad man underviser i når man underviser i trivium. Disse tre discipliner kombineret er den universelle metode, ingen anden behøves i princippet – dermed frafalder også behovet for tværfaglighed. Alle andre metoder, såfremt de er gyldige, kan sluttes ud fra disse tre discipliners lære – derfor må denne lære komme først:
Again, (it is useful) for philosophical science, because being able to dispute on both sides, we shall more easily perceive in each the true and the false; also, (it is applicable) to the first principles of each science, since we cannot say any thing about these from the appropriate principles of a proposed science, as they are the first principles of all, but we must necessarily discuss these through probabilities in the singulars. This however is peculiar, or especially appropriate to dialectic, for being investigative, it possesses the way to the principles of all methods. – Aristoteles: "Topikken", kap 2 (til min store overraskelse desværre ikke til at finde i dansk udgave)
I dag er pensum dog styret centralt af folk der skyr det middelalderlige, og som har direkte interesse i at der produceres elever uden basale evner til at ræsonnere, så en tilbagevending til dette virker usandsynligt. Alligevel vil jeg i indlægget her vende blikket mod retorikken, men inden da vil jeg lægge et link til Dorothy Sayers' essay The Lost Tools of Learning, som handler om triviumslæren som en tabt kunst. Dette essay er langt bedre end noget indlæg jeg har skrevet eller kunne skrive.
Om retorikken
Jeg har ledt en del efter en god bog om retorik der ikke hader sit fag. Denne bog findes, hedder "Retorik", og er skrevet af Jan Lindhardt. Eftersom jeg ikke ser nogen grund til at rekapitulere hvad der er bedre sagt andetsteds, vil jeg i dette indlæg citere fra bogen i længere paragraffer.
Bogen er ikke så meget en indførelse i retorikken (kun nogle grundbegreber), men snarere en slags forsvarstale for retorikken, som i nyere tid er bragt i vanry:
Min fremstilling er ikke en håndbog i, hvordan man lærer at tale smukt, men nogle overvejelser over retorikkens sandhedsbegreb. – s. 8
Så hvordan ser det ud med retorikken i dag? Den moderne retorik ser kritisk på retorikken. Det neomarxistiske syn på retorikken handler om at afsløre falsk bevidsthed og ideologi i herskerklassens og dens apologeters retorik. Psykologien gør noget lignende, men med øje for patologi. Ligeledes er formålet med New rhetoric og nykritisk retorik enten at påvirke forbrugere eller at afsløre hvordan forbrugere påvirkes i et kapitalistisk samfund. I gymnasierne lærer man eleverne at undergrave retorikken ved at afsløre det dialektiske (hegelsk, ikke at forveksle med dialektik/logik i klassisk forstand) forhold mellem hegemoniske diskurser som udtryk for magt og dens antagonismer. Fra Jan Lindhardt:
Man spørger ikke, om den retoriske fremstilling er sand, men kun om den er virkningsfuld, eller om hvorledes den lyver. – s. 8
Den klassiske retorik handler nemlig om sandhed og erkendelse, mens de moderne sprogmistænkeliggørere kun tager retorikken halvhjertet til sig – den moderne retorik handler kun om virkning som den ser som uafhængig af sandhedsbegrebet.
I den rene fysik og i metafysikken mener han [Aristoteles], at vi kan nå absolut sikker erkendelse, fordi vi her har en basis, som ikke kan rokkes, og hvorfra vi skal træffe beslutninger om, hvad vi skal gøre og mene, beslutninger af etisk og politisk art, er vi nødt til at nøjes med det sandsynlige, rimelige og fornuftige uden nogensinde at kunne være helt sikre på, at vi når frem til det rigtige. Vi kan ganske vist udmærket anvende streng logisk tænken, men vor basis, de faktorer, som vi har at gå ud fra, er langt mere usikre og tilfældige, hvilket naturligvis påvirker resultatet. Til at behandle disse forhold har vi iflg. Aristoteles dialektik og retorik, som hermed tilkendes en erkendelsesmæssig rolle. Dens opgave er nemlig "i enhver sag at finde de foreliggende muligheder for overtalelse", hvilket ikke er så suspekt, som det kan lyde i moderne øren, men betyder at finde det nyttige, gavnlige og rigtige. Samt – og det er egentlig det samme – at præsentere det i en tillidsvækkende form. – s. 30-31
Det her med "i enhver sag at finde de foreliggende muligheder for overtalelse" er en central del af en af retorikkens vigtigste discipliner: inventio:
1) inventio er fremskaffelsen af stoffet for talen. Der er ikke tale om at "opfinde" noget, men om at udfinde eller opdage de centrale elementer i den foreliggende situation eller emne. Retorikken hævder, at man kan lære at søge på en så effektiv måde, at man er sikker på at finde det, man leder efter, hvis det overhovedet er tilstede. Udfra lang praksis og mange erfaringer ved man, hvor det er rimeligt at søge. Retorikken laver derfor fortegnelser over de "steder" (græsk: topoi, latin: loci), hvor det erfaringsmæssigt har vist sig, at det kan betale sig at lede. – s. 51
Og heri ligger retorikkens erkendelsesmæssige retfærdiggørelse. Den topiske viden forudgår den kritiske viden; argumenter skal findes (og udtrykkes) før de kan vurderes. I den moderne tankegang er den mest passende udtryksform den objektive (eller den som stræber efter at være objektiv):
Sprogets positive side er det samme som dets mulighed for at udtrykke objektive kendsgerninger adækvat, mens dets negative side er den subjektive forvrængning af de samme kendsgerninger. – s. 18
Sådan kan man beskrive det åndelige klima i vores tid når det kommer til sproget – i det moderne dyrkes den naturlige stil. Retorikken dyrker den kunstige stil. Ifølge retorikken er den farvebelagte fremstilling netop klarere og mere naturtro end grå nuancer:
Det ‘slående' udtryk er det, som virkelig ‘rammer' i modsætning til det vage og uklare – s. 76
Retorikken fastholder altså sammenhængen mellem udtryksformen og erkendelse, og kobler endda fremstillingens stilhøjde til de forhold der fremstilles:
Afgørende for stilen er iflg. antik opfattelse dens ‘højde'. I antik retorik opererer man med tre stilhøjder, en lav, en mellem og en høj. Hertil svarer tre forskellige formål: belære, behage og bevæge (docere, delctare, movere). Her er en moderne misforståelse nærliggende, nemlig at man belærer om ‘facts' og derpå udsmykker sin tale med ornamenter og forsiringer, så den bliver behagelig at høre på og endelig lader sin udredning munde ud i en appel om det, som skal menes eller gøres. En sådan opfattelse ville skille erkendelsen (belæringen) fra overtalelse til beslutning (bevæge/movere). At det er forkert iflg. retorikken, ses af at emnernes betydningsfuldhed afspejles i de tre stilhøjder: Man taler om ubetydelige ting i lav stil, om værdifulde i den mellemste stil og om meget væsentlige forhold i den højeste stil. Stilarterne betegner altså ikke forskellige måder at beskrive stoffet på (f.eks. saglige eller usaglige), men derimod forskellige grader af vigtighed. Affektintensiteten stiger med stoffets betydningsfuldhed. – s. 85-86
Og netop her er den vigtigste forskel på den traditionelle og den moderne retorik: den moderne retorik afskyr affekt (efter oplysningstiden), mens affekten i den traditionelle retorik er en vigtig del af sandheden af en fremstilling. Affekten behandles derfor først og fremmest under inventio – dvs. at affekten er en vigtig del af argumentet hvis det skal være virkelighedsbeskrivende:
Men også i vor øvrige tilværelse er vi parat til at give følelserne plads, idet vi bestemmer dem som behov, der tilstræbes opfyldt. Men vi sondrer meget skarpt mellem følelse og fornuft. Når vi først har defineret vort behov og besluttet at søge det opfyldt, er følelsernes rolle så at sige udspillet. I de videre overvejelser, i valget af midlerne til at nå målet skal fornuften herske, her må den empiriske erkendelse råde os, og den tåler ikke, at følelserne indblandes. Således kunne man kort rekapitulere en behovspsykologisk, naturalistisk menneskeopfattelse, der efterhånden har sat sig igennem og er blevet vore almentkulturelle forudsætninger. – s. 81
Mod:
…følelser er ifølge den retoriske tradition en del af erkendelsen og endda den vigtigste del. De vælder ikke ud af det subjektive indre sjæleliv, men de er virkelighedsbeskrivelse. Derfor kan de også være både sande og falske ligesom andre beskrivende udsagn. Dette er helt forskelligt fra moderne opfattelse, der fraskriver følelserne al sandhedsværdi og i stedet anskuer dem psykologisk. I psykologien interesserer man sig ikke for, om affekterne er korrekte, men man spørger efter, hvordan de er opstået. Man nægter at tage sådanne fænomener på ordet og søger i stedet at kortlægge de ubevidste processer, som ligger bag følelsernes opståen. Retorisk forståen kan følelser derimod udmærket vurderes. Man kan være ærlig i brugen af dem (det svarer til, at man taler sandhed) eller man kan svindle med dem, enten groft som hos demagoger af Goebbels' type eller ved sentimentalt at lade dem leve sit eget liv uden forbindelse med det, de skulle beskrive. Dagdrøm og virkelighedsflugt er resultatet. Man taler også om, at en person eller en fremstilling er ‘affekteret' og hermed menes, at de udtrykte følelser er ‘kunstige', dvs. uden forhold til virkeligheden. En ærlig fremstilling sigter derfor ikke kun på at påvirke følelse, men også på at gengive dem. ‘Tropi et figurae ex affectibus oriuntur' (Ramback, 1724) – troper og figurer skabes af følelser – man kunne tilføje, at de fremstiller de forhold, som kalder på følelserne. Derfor hører affektlæren hjemme både under inventio og elocutio, og de antikke retorikere har endda først og fremmest behandlet den under inventio. Klarere kan det vel ikke udtrykkes, at form og indhold ikke kan skilles ad. – s. 91-92
Retorikkens lektion til os er altså at subjektet, os selv, ikke kan skilles fra argumentet eller sagen. Den naturlige metode der bestræber sig på at beskrive forhold objektivt og uden følelsernes påvirken af fornuften er uegnet til den verden vi lever i. Vi har ingen komplet viden, derfor må vi beskrive tingene som de præsenterer sig for os – denne erkendelse er sandere end at beskrive ting som de faktisk er; hvordan de faktisk er kan vi aldrig vide:
…[Aristoteles mente] at man ikke på det praktiske livs område kan finde en fællesnævner, men må nøjes med en række meninger/trossætninger [aksiomer], som man udfinder ved de rette topoi (spørgsmål) […] Dermed er også følelsens plads blevet større, forsåvidt som den har sit sted i erfaringen og oplevelesen. – s. 106