Progressive overload: hvorfor niveauet i skolerne daler

Den største grund til at skolerne fejler så hårdt som vi alle ved de gør, er at man er gået væk fra triviumslæren. Den andenstørste grund er at man kontinuerligt sænker barren for at hente de elever som ligger bagerst i feltet. Jeg vil forklare hvad jeg mener med en styrketræningsmetafor:

I styrketræning findes et koncept der hedder progressive overload. Konceptet er simpelt: For at blive ved med at blive stærkere, må man blive ved med at lægge vægt til sine øvelser. Klarer du alle dine sæt i en øvelse ved denne træning, lægger du en lille smule mere vægt på næste gang. Det betyder ikke at du har let ved at håndtere den vægt du lige har klaret, på en dårlig dag ville du sikkert stadig ikke kunne gennemføre dine sæt med den vægt. Først når du nogle gange har lagt vægt til, bliver den gamle vægt let at håndtere.

Ligeledes, hvis du altid terper de samme ting på samme niveau, bliver du aldrig bedre til dem. Og det er præcis hvad man gør i skolen. Skolen elsker at repetere ting til skade for elevens sjæl og indlæring. Og når nogle af eleverne sakker bagud, giver man eleverne de samme eller lettere opgaver i stedet for at gå videre, i håb om at de bagerste elever indhenter det tabte. Det virker selvfølgelig ikke, alle de andre elever reduceres blot til laveste fællesnævner. Hvis man i stedet lagde lidt til, ville de bagerste elever stadig kæmpe med det nye stof, men de ville til gengæld have lettere ved det gamle stof, de før havde svært ved. Ved at presse eleverne så de hele tiden arbejder med det yderste af deres kunnen, bliver de bedre, uanset deres faglige niveau. Men i skolen har man ikke lyst til at presse eleverne, for det virker for latinskolensk; moderne skole handler i høj grad om at få et usammenhængende system til at løbe rundt, så alt hvad man kan gøre for at forliges med eleverne og glatte konflikter ud er kærkomment. Derfor forsøger man hellere at lette elevernes byrder end at give dem bredere skuldre.

At niveauet i skolerne er i frit fald, er tydeligst i matematik hvor man hele tiden er nødt til at sænke barren for hvornår man har bestået. Og det er tydeligst i matematik fordi det er så konkret et fag at man ikke kan tolke på om en elevs svar er rigtigt eller forkert. I dansk kan alle tolkninger være valide, her kan man lade elever svare rigtigt ved at beslutte at deres svar er rigtigt nok, men i matematik er der kun ét rigtigt svar. Dette er ikke for at sige at dansklærere er sådan nogle opgivende mennesker der med et suk siger ‘godt nok’ og stempler en dårlig opgave som god, de forholder sig blot til det gennemsnitlige niveau som eleverne har – de elever der er bedre end de fleste får naturligvis en god karakter, mens de elever der er værre end de fleste får en dårlig. Når det gennemsnitlige niveau så er faldende, skjules dette ved at eleverne får de samme karakterer – de elever der kan analysere en novelle gennemsnitligt får stadig en gennemsnitlig karakter, omend den gennemsnitlige analyse er værre end den var tidligere. Men i matematik er det anderledes – for hvis elevernes gennemsnitlige kunnen i matematik falder, er det ikke det samme som at lave en gennemsnitlig analyse i dansk. Det betyder at flere opgaver laves forkerte – direkte forkerte i en binær rigtig/forkert-forstand, ingen mulighed for at tolke på det. Og så er man nødt til helt konkret at sænke barren for hvor mange fejl man må have for at bestå. Og følgerne er katastrofale: I folkeskolen kan 55% af eleverne ikke finde ud af at skrive en brøk der er halvt så stor som 4/7 (som sammenligning, spørg dig selv hvor mange måneders brøkregning det ville tage dig at lære et barn i 9. klasse at løse denne eller lignende opgaver – nok betydeligt færre end skolerne bruger).

Jeg husker vagt en matematiklærer i gymnasiet fortælle om hvordan man i et af mine gymnasieår havde sænket kravene for at bestå matematik fordi for få elever egentlig havde bestået en prøve. Jeg husker desværre ikke de specifikke detaljer, men en artikel fra 2011 giver mig et andet eksempel – her beskrives det hvordan en elev kun behøvede at have 34% af opgaverne med ligninger og grafer rigtige for at bestå. Hvor, udover i skolesystemet, kan man stille sig tilfreds med at sige at folk har lært det de skal, hvis de kender langt under halvdelen af det stof de er blevet undervist i?

Ironisk nok er det også i matematik hvor de gavnlige effekter ved blot at øge niveauet er tydeligst. For selv om jeg i gymnasiet oplevede at man slækkede på kravene, lægger man stadig ny viden til fra folkeskolen og op gennem gymnasiet (bare i det utroligt døsige tempo der karakteriserer skolesystemet). Som så mange andre klasser, var min klasse ikke specielt god til matematik, men det stod mig tydeligt at efter at have arbejdet med andengradspolynomier, kan de fleste sagtens finde ud af lineære funktioner (i ikke-matematik-sprog kan de fleste der har arbejdet med matematikken bag grafer der bevæger sig i buer godt finde ud af matematikken bag grafer der bevæger sig i lige linjer). Man bruger bare ekstremt langt tid på at vente med at tage eleverne et skridt videre.

Jeg indså også i gymnasiet at lærerne var bange for eleverne. Jeg blev (mere eller mindre ved en række tilfældigheder) hevet ind i et udvalg i gymnasiet hvor jeg lagde mærke til at forslag rutinemæssigt blev skudt ned fordi man var bange for at eleverne ikke ville kunne finde ud af at inordne sig, at de ikke ville høre efter lærerne eller at de på anden måde ville gøre lærernes arbejde besværligt – besværlige elever kom til at bestemme skolens retning. For lærere der har brugt for meget tid i systemet og som har indset at væsentlige ændringer ikke kommer til at ske, handler det om at gøre hverdagens pinsler spiselige. Man ønsker derfor ikke at presse eleverne med en for høj faglig standard – for det kan gøre tingene besværlige.

Men det vil heller ikke virke for skolesystemet at begynde at presse eleverne, for det virker kun hvis alle eleverne er motiverede til at kæmpe for at lære. Og det vil de aldrig nogensinde være i et obligatorisk og standardiseret system hvor mennesker de ikke kender skal bestemme over alt deres tid til de er langt inde i voksenalderen. Og derfor vil niveauet altid, som ved en naturlov, være faldende i et universelt skolesystem.