Det progressive historiesyn

I think, one of the saddest things about the modern world, partly a result of television, is that people live in a tiny time slice of the present moment which they carry forward with them but nothing remains. And there is nothing in their experience which reverberates down the centuries because the centuries to them are completely dark. Just unillumined corridors from which they stagger into a single little sliver of light.

Roger Scruton

En stor del af modernitetens ideologi er baseret på et progressivt historiesyn der ser historien som en uendelig march mod fremskridt. Dette historiesyn ser alle andre idéer end dem vi har i dag som overtro, alle andre måder at leve på end den vi har i dag som primitive og alle andre styreformer end den vi har i dag som undertrykkende. Især på det politiske, teknologiske og personlige plan kan det progressive historiesyn pege på sine fremskridt: alting er bedre i dag hvor man lever som en global, demokratisk borger, hvor man ikke er slavebunden af religion og hvor man har moderne medicin og iPads. Du vil aldrig se en moderne historiker opfordre til at vi opretholder traditionel moral eller gamle værdier; den traditionelle moral og de gamle værdier er i det moderne historiesyn forældede koncepter som dekonstrueres og afsløres som hule og magtopretholdende.

Not realizing that their progress cult is already out of date, a throng of intellectuals, humanitarians, pacifistic and progressive parlor socialists, liberal ministers, professors, politicians, and a legion of intellectual Rotarians and Kiwanians of all kinds still profess this credo. They look at the historical process as at a good little boy who steadily advances from the first grade to graduation and progressively becomes bigger and better. They depict ‘the next stage’ as a paradise where milk rivers flow between shores of ice cream, where all arms are remade into golf clubs, radio receivers, and electric toasters, and where ‘international co-operation,’ ‘mutual understanding,’ and ‘good will’ reign supreme. No war, no crime, no insanity, no bloodshed, no foolishness, no trouble; there the happy existence of the contented and highly progressive ladies and gentlemen (both being blessed with birth control). All the labor is performed by mechanical appliances. Everybody’s dinner consists of asparagus, fried chicken, ice cream, and pie à la mode, with cocktails before and liqueurs after the meal. Everybody will have plenty of leisure for shopping, golfing, driving, bridge playing, spooning, and especially for attending conferences on sex problems or the United Nations or any of scores of other subjects. Everybody will have full opportunity to educate himself through reading every best seller and all the Book of the Month Club selections; through listening to the radio addresses of the latest ‘authorities’; through glancing over the ‘Literary’ and ‘Readers’ and ‘Scientific’ digests; and, finally, through movies, dance halls, and television.

Pitirim Sorokin: “Dynamics”

Det progressive historiesyn – og idéen om fremskridt ud i det uendelige har fanget hele vores politiske og intellektuelle klasse, samt næsten alle af masserne. Selv om intellektuelle i dag påstår at afvise teleologiske syn på historien, ligger et progressivt historiesyn latent i deres verdenssyn, deres selvtilfredse, affejende syn på fortiden og deres politiske holdninger. En moderne intellektuel vil aldrig ærligt kunne pege på et århundrede de finder bedre end vores eget. Jeg vil endda påstå at for ethvert århundrede vil de aldrig kunne finde et tidligere århundrede de finder bedre. Selv hvis de kunne finde et gyldent århundrede der var bedre end det forudgående, kunne de så finde en periode på 150 år? 200 år? Zoomer man langt nok ud vil man se at den generelle trend i deres historiesyn er en opadgående kurve. Således ligger det i akademias bevidsthed at alle tider er bedre end de forudgående – det progressive syn på historien lever videre efter sin “død”.

Liberale er progressive

En ting der forvirrer mange er at venstrefløjen i amerikansk politik kaldes liberale, mens danske liberale udgør højrefløjen. Det progressive historiesyn kaldes også “whig history” – opkaldt efter det gamle britiske klassisk-liberale Whig Party som – ligesom vi har i dag – havde dette implicitte syn på historien. De liberale drev den progressive historiske udvikling for en tid, fra monarkernes magt mod parliamentets.

De klassiske liberale havde det samme affejende syn på fortiden som moderne progressive. Sammenholder man deres konkrete politiske dagsordener er klassiske liberale og moderne progressive måske uenige i meget, men de klassiske liberale har drevet den historiske udvikling mod nyere former for progressivisme. Jeg har før skrevet om hvordan konservatisme leder til progressivisme. Det burde altså ikke være en overraskelse at jeg ser liberalisme nogenlunde på samme måde – forskellen er blot at konservativisme leder til progressivisme gennem fallit strategi, mens liberalisme i grunden er en form for progressivisme, og den spiller dermed bevidst ind i den progressive udvikling.

Hvis, som Lenin mente, socialisme er forstadiet til kommunisme, kan vi sige at liberalisme blot er et forstadie til socialisme – eller måske et forstadie til en anden form for progressivisme som ikke vil kaldes socialisme. I hvert fald er liberalisme blot et skridt ned ad samme vej. Dette er ikke for at sige at et demokratisk-liberalt samfund vil forvandle sig til et socialistisk eller kommunistisk samfund eller at Vesten vil blive overtaget af bolsjevikker, men der er ikke nogen logisk barriere mellem disse ideologier, det progressive verdenssyn kan altid føres længere ud – for hvorfor skulle man ikke tage fremskridtet så langt man kan, hvis man tror på det?

Cyklisk historie

Den største konkurrent til det progressive historiesyn er cyklisk historie – idéen om at historien bevæger sig i gentagende cyklusser, ofte at civilisationer opstår, har en storhedstid og forgår igen. Disse to historiesyn er ikke hinanden eksklusive – man kan sagtens forestille sig et historiesyn der bevæger sig i cyklusser, men stadig med en opadgående trend – at for hver civilisation der opstår og forgår igen bliver den næste større, friere, bedre eller mere avanceret. Faktisk tror jeg at det er sådan de fleste moderne mennesker ser historien – måske delt mellem dem der tror at vores civilisation vil forgå igen og dem der tror at vi er ved historiens ende – at vi har nået sådanne fremskridt at vores civilisation vil vare ved.

Den cykliske teori finder sit magnum opus i Oswald Spenglers “Vesterlandets Undergang”. Læser du om Vesterlandets Undergang er det en slags Mein Kampf med forudsigelser om Vestens undergang. Læser du i Vesterlandets Undergang, er det en imponerende beskrivelse af tidligere civilisationers sjæleliv og livscyklusser, næsten uendeligt lang, skrevet i et poetisk sprog, med detaljer som det kræver en enorm specialviden at forstå, bundet sammen til en overordnet, gennemgående teori.

Jeg vil ikke gøre det til min opgave at gennemgå Spenglers teorier i dybden, jeg har heller ikke læst Vesterlandets Undergang, jeg er kun bekendt med den generelle teori – der findes en længere gennemgang af værket af John David Ebert, en mand som netop har den specialviden som Spengler nogle gange kræver. På memetisk form følger de cykliske teorier generelt en bane der kan beskrives som:

• Hard times create strong men
• Strong men create good times
• Good times create weak men
• Weak men create hard times

For Spengler, har et givent folkefærd en kulturfase og en civilisationsfase. Kulturfasen svarer til årstiderne forår, sommer og efterår, mens civilisationsfasen, som er folkefærdets og kulturens langsomme død, svarer til vinteren. I kulturens forår består den af et landligt, spirituelt folkefærd med et verdenssyn baseret på myter og legender; dernest kommer dens sommer, hvor det spirituelle skubbes ud af forgrunden og en videnskabelig forståelse fødes; denne forståelse kommer til at dominere i kulturens rationalistiske efterår, hvor religionen også forgår; til sidst kommer vintren, som er domineret af materialistisk byliv, videnskab forstået kultsligt, akademia og professionelle intellektuelle, kunsten og kreativitetens død – komplet kulturelt henfald.

Ifølge Spengler svarer oplysningstiden til vores civilisations efterår, sidenhen har vi levet i vinteren. Her kan Spenglers teori ikke længere forenes med moderne progressivisme – for hvis vi siden oplysningstiden har levet i civilisationens vinter, er trenden for de sidste 200 års historie (mindst) en nedadgående kurve.

I mange cykliske teorier, herunder Spenglers, er det store vendepunkt at en materialistisk, rationel forståelse undergraver spiritualisme, religion og sociale bånd. Det centrale at forstå er at civilisationens storhedstid planter frøene for dens ødelæggelse. Dens overflod gør den lad. Mennesker bliver deres egne guder, kulturen bliver indadskuende idet menneskenes liv kommer til at dreje sig om sig selv. Den religiøse, moralske ånd der byggede kulturen uddør. Giambattista Vico beskriver hvad han kalder The Barbarism of Reflection:

However, if a people is rotting in a final stage of civil malady and neither assents to a native monarch nor comes to be conquered and preserved from without by a better nation, then providence works against this extreme evil with the following extreme remedy. Given that such a people become accustomed to thinking in a fashion no different from beasts – each thinking of his own particular advantage – and given that such a people in the last stage of refinement or, to put it better, arrogance, is inclined to resent and lash out at whatever trifle happens to displease it, in the fashion of wild beasts, thus, no matter how great the throng or press of their bodies, they live like brutal beasts in an extreme solitude of spirit and will, with not even two of them being able to agree, while each of them pursues his own pleasure and caprice. Through all this, and by stubborn factionalism and hopeless civil wars, they go on to make forests out of their cities and lairs of men out of these forests; in this fashion, over long centuries of barbarism, they come to corrode the misbegotten subtleties of malice-filled ingenuity, which by the barbarism of reflection has turned them into wild beasts more brutal than those in the earlier barbarism of the senses. For the latter reveals a noble savagery, against which another can put up a defense, take flight, or be on guard. But the former, with a base savagery surrounded by blandishments and embraces, plots against the lives and the fortunes of those who are one’s own confidants and friends.

Når det kommer til udsigterne for vores indeværende civilisation er jeg, lige som Spengler, ingen optimist. For enhver der måtte gå op i det, må opgaven være at bevare en gnist af noget opbyggeligt – et grundlag for en ny kultur med et sprog der er rigere end vores egen absurde hypermaterielle kultur der forsøger at forklare alting som atomer der på forskellige måder gnider sig mod hinanden, der ikke har nogen gud udover sig selv og som erstatter sociale bånd med pengeudvekslinger. En civilisations undergang betyder kaos, men det er ikke hele folkets død, blot en krampetrækning mod noget næste.

Piles of charred, burnt metal and blown out machines; the cracked and crumbling walls of former skyscrapers, their girders exposed to the air like broken ribs; and the silence, all around us, of an aviation-free sky. When that happens, new plans for a new civilization may then be drawn up, with new premises and new axioms that will result in a completely different outcome. Hopefully, the next one will be more sane.

John David Ebert: “The Age of Catastrophe”, s. 190

Jeg vil anbefale Neema Parvinis “The Prophets of Doom” for en gennemgang og sammenholdelse af nogle forskellige cykliske teorier – generelt er det en god gennemgang, dog med en tendens til at perspektivere lidt for meget til 2020'er-politik – dette er dog ikke nogen substantiel kritik af bogens teser, jeg mistænker det endda for at være en kritik forfatteren selv ville være enig i. Jeg har lånt mine Sorokin- og Vico-citater herfra.