Valdemar Bilas Side

Hvad er det dybe højre?

Det er ikke første gang jeg sætter mig for at skrive et blogindlæg for at finde ud af at det er et ripoff af Curtis Yarvin (jeg havde for en tid et indlæg, nu droppet, i værkerne med titlen Breve til en Ung Dissident, åbenbart også titlen på et Curtis Yarvin-interview). Men eftersom originalitet ikke er mit game, vil jeg skrive videre, selv om jeg ved at Yarvin hoverer over mig:

But I want to stake claim on my favorite little micro-label, “deep right.” By the power of SEO, I decree as follows: anyone who calls themselves this, but doesn’t, like, agree with me, is a phony. Ban him or something.

Hans hoveren er dog malplaceret idet begrebet allerede har været brugt i forlaget Arktos før Yarvin tog ejerskab over det. Arktos' og Yarvins måde at bruge begrebet på er ikke helt ens. Yarvins brug indeholder en vigtig, absolut, politisk realisme som det dybe højre må tage til sig, mens Arktos lægger vægt på den traditionelle, spirituelle, præ-moderne ånd som det dybe højre må bestå af.

Højre-venstre-begrebet

Det er vigtigt at forstå at det politiske højre-venstre-spektrum opstod i forbindelse med den franske revolution, hvor de som ønskede at bevare det gamle regime, monarkiet, sad til højre i generalforsamlingen, mens de som ønskede revolution sad til venstre. I en sådan binær (enten er man for eller imod) fejde, dækker to fløje hele landskabet tilstrækkeligt. I dag ser vi enorme splittelser inden for hver fløj – især i højrefløjen som kæmper med sin identitet. Højrefløjen har længe været defineret negativt, den har i virkeligheden ingen egne værdier, men er venstrefløjens modstykke – inden for den ramme som oplysningstiden har sat. Begge fløje arbejder inden for oplysningens paradigme, fundamentalt deler de oplysningens verdensforståelse.

Venstrefløjen fødes ud af en historisk sejr der leder til de europæiske monarkiers fald, mens højrefløjen fødes ud af et endegyldigt nederlag: missionen om at bevare den gamle verden fejler. Findes der en gyldig binær modsætning mellem højre- og venstrefløjen er det denne: venstrefløjen repræsenterer oplysningstidens idealer, fremskridtet og omvæltningen mens højrefløjen repræsenterer den gamle verden og tradition. Vi kunne kalde venstrefløjen progressive og højrefløjen traditionelle.

Men som højrefløjen fødtes, sådan lever den også: i nederlag. Den konservative tankegang, at vi skal bevare det vi har, er en impotent strategi. Hvis den progressive mission er at flytte grænser, gøre op med den gamle verden og skabe en ny, vil resultatet af den konservative strategi være at konservere et “det vi har” som altid er i bevægelse. Progressive vil forsøge at flytte den politiske dagsorden, de konservative vil gøre modstand – de vil ikke rykke, men bevare, og de to fløje vil komme til et kompromis sådan at dagsordenen lander et sted mellem hvor den var og hvor fremskridtet ville flytte den hen. På den måde er konservatismen, så længe den kun er en modstander og ikke har sine egne positive værdier, progressivismens lakaj. I bedste fald udskyder den det uundgåelige. Hver generation af konservative er dermed mere progressive end de sidste; moderne konservative menneskers holdninger ville være revolutionære for 200 år siden. Spørger man en konservativ hvilke værdier de synes er værd at bevare, vil de aldrig bekende traditionel kulør. De vil altid opremse progressive værdier som frihed, demokrati eller ligestilling. Nogle få vil måske svare at de vil bevare monarkiet, men aldrig som en reél magthavende styreform. I grunden er konservative blot progressive der kører fartgrænsen.

Politics as the trolley problem

Europas indre fjende

I Francis Parker Yockeys “The Enemy of Europe”, findes i kapitlet “The Inner Enemy of Europe” en god sammenligning mellem hvad han kalder kapitalismens og imperialismens værdier. Disse to begreber er lidt bredere i Yockeys brug end normalt. I hans brug er de ikke bare politiske dagsordener, men etiske, kulturelle og spirituelle principper. Nogle af disse værdier kunne vi, uagtet hvad vi mener om kapitalisme og imperialisme eller om magtpolitik i det 20. århundrede, overføre til en forståelse af forskellen på det moderne, oplyste, progressive menneske og det traditionelle, reaktionære menneske som det dybe højre må finde:

Imperialism >< Captialism

Ascendant instincts >< Decadent instincts

Nogle af disse værdier er produkter af det politiske moment i det 20. århundrede (militær ekspansion, kunst der tjener politiske formål og opfyldelsen af den europæiske kultur er for partisanerklingende til at kunne udgøre grundstenene for en dybere agenda), men generelt må vi afvise værdierne på højre side af Yockeys sammenligning og bevare tanken om at der findes højere idealer end mennesket selv.

Det dybe højres karakteristika

Som alternativ til både det moderne venstre og det moderne højre står det dybe højre. Det dybe højre forsøger at finde tilbage til traditionelle værdier frem for at bevare oplysningstidens værdier. Det dybe højre må dermed forkaste progressive værdier som lighed, demokrati, liberalisme, fremskridt og rationalisme. Det dybe højre må forkaste modernitetens kulturelle værdier som dekadens, atomisme, egocentrisme og materialisme. Det dybe højre må forkaste moderne ideologiers (darwinismens, marxismens, freudianismens, videnskabens) menneskesyn. Som erstatning må det dybe højre genfinde præ-moderne værdier som religion, dyd, familie, pligt, ære, maskulinitet/femininitet og autoritet.

Det dybe højre forstår ikke verden progressivt, som en lang lineær march mod et fremskridt, men anerkender at den tid vi lever i er falden og at vores civilisation er i tilbagegang. Det dybe højre ser ikke vores civilisation som et historisk unikum: vores civilisation vil en dag udånde som alle andre. Det dybe højre er ikke populistisk eller demokratisk, og heller ikke konservativt, men reaktionært. Det dybe højre lader sig ikke rive med af simpel realpolitik. Økonomi og immigration er til tider vigtige emner, men man må altid have det dybere, idémæssige plan for øje for ikke at risikere at blive nye konservative som lader sig rive med tidens politiske strømninger. Det dybe højre afviser hedonisme og social libertarianisme som skader mennesket og leder til trolig, mindre fri befolkning. Det dybe højre er politiske realister og indser at politisk magt, på samme måde som økonomiske markeder, har sit eget liv og incitamenter som er naturlige, absolutte og uforanderlige. Det dybe højre indser at vi ikke er klogere end folk i fortiden. Det dybe højre måler ikke mennesket efter økonomi, seksualitet eller teknologi, men efter dyd og dåd.

Det dybe højre er et alternativ til moderniteten, en tilbagevenden til ældre former. Det findes ikke som politisk entitet eller bevægelse, men må leves af enhver som ønsker at være i, men ikke af, den moderne verden.