Afliv doomer-æstetikken
Internet-memen om den melankolske doomer med rander under øjnene der er lige så mørke som hans tøj, som går ture om natten mens han lytter til synthwave på sin retro-walkman og foragter sin livssituation, fanger noget essentielt ved baggrundsstrålingen i den moderne verdens tankegods. Mange moderne mennesker dyrker denne doomer-æstetik til en sygelig grad i deres eget liv; jeg har selv spildt meget af mit liv på at gøre det samme. Det er på tide at aflive doomer-æstetikken.
Hvad er doomer-æstetikken?
Doomer-æstetikken er en påtaget indre æstetik der søger mod det melankolske og lidende og finder det dybere og bedre end alt det almindelige. Det er den æstetik der gør at vi føler en form for nostalgi når vi ser en mand med tomt blik, en cigaret og et glas stærk alkohol sidde for sig selv ved en bar af mørkt træ på et værtshus. Det er den æstetik der gør at vi føler en hemmelig nydelsesrus når vi selv eller andre bliver ramt af tragedie. Det er den æstetik der gør Jobs bog til alles yndlingsbog i Bibelen, frem for andre bøger med budskaber om kærlighed. Doomer-æstetikken får folk til at vinkle deres problemer på en sådan måde at de retfærdiggør evige, triste følelser mens de afviser enhver chance for forløsning. Den gør os egoistiske og selvretfærdige; vi ser os selv som hovedpersonerne i en film, og forsøger at spille rollespil med vores omgivelser.
Adfærd præget af doomer-æstetikken kan være svær at forklare, så jeg vil give et eksempel. Det er en passage fra Haabløse Slægter af Herman Bang. Hele bogen handler om en person – baseret på ham selv – som altid er lidende og melankolsk på denne selviscenesættende måde. Her handler det dog ikke om hovedpersonen, men en skuespiller der genkalder hvordan han skreg da hans fader døde:
Da Talma hørte sin Faders Død, skreg han saa hjerteskærende at Folk i Huset kom ilende til fordi de troede, at der var sket en Ulykke. Man fortæller, at han siden, da han skulde skrige paa Scenen, tænkte paa dette Skrig, anskuede, med sit Kunstnerøre hørte det igen, og saa paa Scenen vakte den højeste Beundring ved Aften efter Aften at gengive det. Jeg har hørt folk kalde Talma for et slet Menneske paa Grundlag af dette. Det er dumt. Han var ikke slettere end alle Kunstnernaturer. Selv om vi ogsaa sætter – hvad der ikke er absolut nødvendigt – at han i selve hint Øjeblik, da han skreg, allerede hørte sit eget skrig og nød det, saa var han som Menneske kun akkurat saa slet som alle Kunstnere. En Kunstnernatur siger, han elsker, siger han lider, siger, han kæmper. Og det kan godt være, han f. Ex. i Lidelse, af Skuffelse græder, skriger, bider sin Læbe tilblods eller stikker sit Lommetørklæde i Munden for ikke at hvine. De Folk har altid saa stærke Udtryk. Men lige i samme Nu, hvor han græder, tænker han paa at han græder, staar han udenfor sin egen Graad og det hele er Løgn ... ligesom hos Talma. Men saa havde Talma det Fortrin at være en af Verdens største Kunstnere. De stumme Digtere, de indvendige Skuespillere har kun Elendigheden, Løgnen, det, at de aldrig er sig selv. De flagrer som Møl med brændte Vinger om det ikke at kunne. – s. 199-200
Passagen viser ret godt den type adfærd jeg forsøger at beskrive på trods af at Herman Bang selv var en stor doomer-æstetik-apologet. Det centrale her er det med at stå uden for sin egen adfærd, selv observere den og nyde den. Doomer-æstetikken er i sidste ende altid udadvendt: den søger at andre skal se og beundre din lidelse, i svære tilfælde søger lidelsen endda selskab. På den måde er doomer-æstetikken en form for narcissisme. Den indhyller det ellers banale i en melanko-romantiserende tåge og får alting til at handle om en selv og om hvor speciel man er, uden at man rent faktisk behøver at gøre noget ekstraordinært. Doomer-æstetiken er et kæmpestort cope som på en romantiserende måde sætter dig selv i centrum som en unik, håbløs skæbne der ikke har de samme muligheder for at få noget ud af livet som alle andre. Det er en undskyldning for ikke at gøre mere ved tingene. Generelt bør det ses som upassende og selvoptaget at tænke på sig selv, hvad enten tankerne er selvhævdende eller selvudslettende; mange vildledelser skyldes en altid tilstedeværende tanke for sig selv.
Som supplement (sidespring, om man vil): Marcus Aurelius om hvilke tanker det er passende at tænke (fra Tanker til sig selv):
I det hele bør du kun give sådanne forestillinger rum, som tillader dig, når det spørgsmål pludselig rettes til dig: Hvorpå tænker du nu? straks frimodig at svare: Jeg tænker på det og det, hvorved det øjeblikkeligt kommer for dagen, at alt i dit inderste sind er oprigtigt og velvilligt, at du lever dit liv som et led af det menneskelige samfund, ringeagtende vellyst og sanselig nydelse, fremmed for kiv, avind, mistro og alt sådant, som måtte bringe dig til at rødme, om du skulle bekende, at det var derpå, du tænkte.
Doomer-æstetikkens løgne
Som antydet tidligere har jeg selv lidt af et slemt tilfælde af påtaget doomer-æstetik. Jeg har haft en tendens til at ville bevise over for mig selv og andre at livet var hårdt for mig. Jeg har opført mig på en måde man på engelsk ville kalde self indulgent (der findes mig bekendt ikke et dansk begreb med samme eller lignende betydning) – en måde hvor jeg har stået uden for min egen adfærd. Nogle af mine største hits: skrive en ynkelig, selvmedlidende dagbog; forsøge at overgå andres problemer med mine egne; gå ud ad en landevej og forsøge at overbevise mig selv om at jeg går fra det hele og ikke kommer tilbage. Jeg kunne nok nævne næsten 20 års eksempler her, det har jeg ikke lyst til. Men jeg forstår godt hvorfor man påtager sig den her æstetik; det, er derfor den irriterer mig så meget. Der er noget fedt ved ikke at have det godt, men man kan ikke være bekendt at lade sig forfalde til det. Doomer-æstetikken er livsfornægtende og usand. Den tvinger os til at acceptere absurde, selvmodsigende løgne som aksiomer:
- Svaghed er en dyd
- Lidelse er smukt
- Det eneste at gøre er ingenting
Doomer-æstetikken beror på disse præmisser. Uden dem kan den ikke lade sig gøre. Så doomeren accepterer dem implicit ved hver melankoliseren. Det er på tide at se disse løgne for hvad de er, og handle derefter.
En erstatning
Hvis jeg ikke har gjort det klart i mit indlæg om retorik, så mener jeg bestemt ikke at følelser og æstetik er ligegyldige. Det er ikke let at rense sit hjerte for doomer-æstetikken uden en erstatningsæstetik. Det heldige er at al indre æstetik til en vis grad er påtaget.
Egentlig er erstatningen ret åbenlys, for i sig selv er det bare det modsatte af doomer-æstetikken, men sådan fungerer sådanne æstetikker ikke. At bytte én æstetik ud med en anden handler om at fylde et tomrum, det handler ikke om en ny idés indhold, men om en ny idé udtrykt på troværdig og sandfærdig måde, det vil sige hvor fremstillingen følelsesmæssigt svarer til indholdet (læs evt. mit retorik-indlæg hvis konceptet her ikke står klart). Derfor citerer jeg i indlægget her også passager fra folk hvis ord vejer tungere og klinger bedre end mine.
For mig selv gav en del af det mening da jeg, på daværende tidspunkt overbevist rationalistisk ateist, læste Nietzsches Antikrist.
Nietzsche, selvhjælpsguruen
Nietzsches kritik af kristendommen er at den ophøjer lidelsen og svagheden. En del af Nietzsches filosofi handler om at se svaghed og lidelse for hvad det er: noget slet, og i stedet sige evigt ja til livet. Dette præsenterer han med et groteskt, superlativt sprog som for mig kun føles passende at bruge til forsvar for styrken og livet. Og her er det frem for alt retorikkens opgave at gøre os tilfredse med denne nye æstetik. Man skifter ikke til livets side ved at læse ord i en psykologi-lærebog der stræber efter at være objektiv. Det handler ikke om hvad der siges, men om hvordan det siges. For mig har Nietzsches groteske sprog og brugen af Hyperborea som billede en særlig overvindende appel.
Det kristelige gudsbegreb – gud som sygegud, gud som edderkop, gud som ånd – er et af de mest korrupte gudsbegreber, der er opstået på jorden; det fremviser måske selve lavmålet i gudetypens nedstigende udvikling. Gud udartet til livets modsigelse, i stedet for at være dets forklaring og evige ja! I gud erklæret fjendskab mod livet, naturen, viljen til liv! Gud som formlen for enhver bagvaskelse af det "dennesidige", for enhver løgn om "hinsides"! I gud intetheden guddommeliggjort, viljen til intet erklæret hellig!
Senere i bogen:
Den kristelige bevægelse, som en europæisk bevægelse, er fra første færd en fællesbevægelse af udskuds- og affaldselementer af enhver slags: – disse vil til magten med kristendommen. Den er ikke udtryk for en races nedgang, den er en aggregat-dannelse af dekadence-former, der fra alle hjørner er trængt sammen, søgende sig selv. Det er ikke, som man tror, oltidens, den fornemme oltids egen korruption, der muliggjorde kristendommen: man kan ikke hårdt nok modsige det lærde idioti, som også i dag stadig hævder sådan noget. På den tid, hvor de syge, fordærvede candala-aflejringer i hele imperiet lod sig kristne, var netop modtypen, fornemheden, forhåndenværende i sin skønneste og mest modne skikkelse. Flertallet blev herre; de kristelige instinkters demokratisme sejrede ... Kristendommen var ikke "national", ikke racebetinget – den henvendte sig til alle slags arveløse i livet, den havde sine forbundsfæller overalt. Kristendommen har de syges rancune som grundlag, instinktet rettet mod de sunde, mod sundheden. Alt det vellykkede, stolte, overmodige, frem for alt skønheden gør ondt i dens ører og øjne. Endnu en gang erindrer jeg om det uvuderlige ord hos Paulus: "Hvad der er svagt for verden, hvad der er tåbeligt for verden, hvad der er lavt og foragtet i verden, det har Gud valgt": dette var formlen, in hoc signo dekadencen sejrede. – Gud på korset – forstår man stadigvæk ikke den frygtelige bagtanke med dette symbol? – Alt, som lider, alt, som hænger på korset, er guddommeligt ... Vi hænger alle på korset, følgelig er vi guddommelige ... Vi alene er guddommelige ... Kristendommen var en sejr, et fornemmere sindelag gik ved den til grunde – kristendommen er indtil nu menneskehedens største ulykke.
Men jeg deler ikke Nietzsches syn på kristendommen. Der er mange opbyggelige ting i kristendommen som kan hjælpe os med at finde den rette vej og æstetik. Jeg kommer ofte tilbage til en passage fra Paulus' Brev til Efeserne:
Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse; thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger. Men således er I ikke blevet undervist om Kristus, så sandt I har hørt om ham og er blevet oplærte i ham, således som det er sandhed i Jesus: at I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske som fordærves ved sine bedrageriske lyster, og fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til. Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer. "Bliver I vrede, da synd ikke;" lad ikke solen gå ned over jeres vrede; giv ikke heller Djævelen råderum! Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød. Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem. Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag. Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus. – Ef.4,17-32
I sidste ende er det op til en selv at finde en passende erstatning. Jeg forsøger at vælge det som er opbyggeligt og som gør godt inden for det råderum jeg har. Jeg håber ikke at mit valg af litteratur og passager er så særegent tilpasset mig selv at det hindrer at du finder din egen vej.