Udenadslære sparer børns sjæl

I den moderne skole forsøger man, efter Rousseau, at lade barnets naturlige behov være basis for undervisningen – børnene skal motiveres til at lære og være interesserede i det de skal lære. I gamle dage skulle børnene lære udenad (dette kommer fra og er en stor del af klassisk retorik). Gennem en lang magtoverdragelse i vores læreanstalter er vi blevet overbevist om at udenadslære nærmest er børnemishandling. Grundtvig kalder den gamle måde for "Grammatikken og den visse Død". På en måde var denne gammeldags salmeverspædagogik dog langt mindre autoritær, idet børnenes sjæl fik lov at være i fred, hvis de blot kunne recitere rigtigt. Som Dorothy Sayers pointerer i sit essay, The Lost Tools of Learning, elsker yngre børn at recitere rim og remser. At lade børn om deres rim og remser har også den fordel at de ikke behøver at forstå remsens indhold før de er blevet ældre. I dag lader man bevidst ikke elevernes sjæl være i fred; eleverne skal dannes efter centrale forskrifter. Men i den klassiske skole lagde man vægt på at have ting i hovedet frem for i bindene, derfor er memorisering også en vigtig del af klassisk retorik:

Erindringen er identisk med fantasi og forestillingsevne. Man kan genkalde sig indtryk af ting, der er langt borte i tid og sted. Man husker noget ved at se det for sig. Det gælder både, når man gengiver selve indholdet, og når man betjener sig af sekundære loci i form af mnemotekniske systemer. Her forbinder man talens hovedpunkter med f.eks. et landskab, som man er fortrolig med eller værelserne i et hus – eller man lader loci stå frem for sig selv og tilskuerne i form af modeller, illustrationer eller simpelthen håndens fem fingre. Dette er i grel modsætning til moderne praksis, hvor man ifl. H. Geissner hengiver sig til ‘Schreibdenken' i stedet for ‘Sprachdenken'. Vi er vant til at arbejde med skriftligt materiale, der ikke stiller noget krav til erindringen, fordi man altid kan slå tilbage og kikke efter engang til. Dette er i høj grad nødvendigt på grund af den moderne videneksplosion, der har umuliggjort, at nogen – selv inden for snævre områder – kan være på højde med udviklingen. Men vi har gjort en dyd af nødvendigheden i vor iver efter ikke at ‘belaste' hukommelsen med unødigt stof. ‘Hvad man ikke har i hovedet, må man have i bindene' – således reklamerer et forlag for sine håndbøger. Den moderne skole synes at mene, at man ikke bør have noget i hovedet, som kan stå i bindene. Heraf dens foragt for udenadslæren og ‘dødt' hukommelsesstof. Heroverfor står ældre tiders opfattelse af, at man ikke kan søge uden at have et differentieret spørgebegreb, altså en omfattende hukommelse – og heraf følger, at man ikke véd eller forstår noget med mindre man kan gengive det i en klar sproglig form. […] Der er to farer ved den moderne praksis. Den ene er énsidighed, fordi man på grund af manglende fantasi/hukommelse forfalder til at lade sig binde af engang fastlagte formuleringer, som ofte får karakter af griller eller fikse ideer. Det kan også udtrykkes således, at man mister evnen til at improvisere. En dybtgående forståelse kendetegnes ved sin nuancering og variation, der er nærværende i modsætning til den fikse ide, der er nødt til at lade nye problemer og omstændigheder ligge, fordi den intet kan stille op med dem. ‘Det er ikke ufortjent, at erindringen kaldes veltalenhedens skatkammer' (Quintilian). En anden fare opstår ved, at man ikke er nødt til at strukturere sin viden af hukommelsesmæssige grunde, men kun af ‘saglige'. Man forledes dermed til at se bort fra subjektets rolle i erkendelsen og indbilde sig, at det man foretager sig, er en ‘afbildning' af foreliggende sagforhold. – Jan Lindhardt, "Retorik", s. 97-99