Tolerancens grænser

Hvis du har synspunkter som ligger uden for spektrummet af de normale og acceptable, lad os sige at du er rum-kommunist og ønsker, ja, kommunisme ude i rummet, vil du støde på at omverdenens tolerance ikke gælder for dig eller andre rumkommunister. De fleste mennesker tror at deres tolerance er uden grænser, den observerbare virkelighed er en anden.

Det er ikke fordi folk lyver for dig, når de siger ting som “Vi kan jo sagtens tale om det selv om vi er uenige”. Det er heller ikke fordi de lyver for sig selv. Men de taler heller ikke sandt. De fleste mennesker møder simpelthen ikke radikal uenighed på tæt hold i deres liv og meget få ved hvad det vil sige at diskutere réelt forskellige verdenssyn. Referencerammen for uenighed for de fleste mennesker er begrænset til den slags uenighed der eksisterer i folketinget, hvor man fx gør store armbevægelser ud af at diskutere meget små procentdele af finansloven.

Det som sker i praksis når en person, helt uforberedt, skal tage stilling til dine holdninger, der som rumkommunist ligger uden for det vindue af holdninger som de finder naturlige, er at de overbeviser sig selv om at du er uoprigtig og at det er dig, som ikke tager samtalen seriøst. Vi lever i et intellektuelt miljø hvor psykologien er ekspanderet i en sådan grad, at den mener at finde anvendelse i alle discipliner. Alting ses gennem en psykologisk prisme, og dette psykologiske blik er sivet fra elfenbenstårnet ned til det almindelige menneske som nu bedømmer alt med en slags selvtilfreds skepsis, hvor man kan undvige argumenter ved at afsløre de underliggende ægte motivationer for at en person siger som de gør. Det har vist sig at det skulle være gennem psykologien, og ikke marxismen, at befolkningen internaliserede en kritik af ideologi (i den forstand som marxisterne bruger ordet) som nu ligger på rygraden. På den konto står det vel 1-0 til psykologien over rumkommunisterne.

Men det er med dette blik, at de fleste mennesker ser dig, rumkommunisten. Du kan være nok så oprigtig i din tro på fordelene ved kommunisme ude i rummet, du kan have læst et væld af litteratur, både om rumkommunisme, og om alle andre holdninger end rumkommunisme, du kan være nok så mild i din tilgang til at fortælle andre om rumkommunisme, uanset hvad du gør, vil du altid blive set som ensporet, hjernevasket eller trodsig og kontrær. For selv om alle gerne vil diskutere de ting de er uenige i, er der ikke nogen der gider diskutere med en som ikke taler i god tro, og de fleste mennesker er ude af stand til at tro på at man kan være rumkommunist, eller noget som helst andet uden for det almindelige, selv hvis det ikke klinger så latterligt som “rumkommunisme”, i god tro. Så samtalen går i hårdknude: Du er ikke til at tale med, for du er bare på tværs og erklærer dig uenig i alt hvad andre er enige i. Eller, du er ikke til at tale med, for du er hjernevasket. Eller, du er ikke til at tale med, for du lytter kun til argumenter for dine egne synspunkter (de sidste to hårdknuder er de mest ironiske). Der er ikke noget du kan gøre ved det, og det kan ikke lade sig gøre at få folk, der ikke har bedt om at tage stilling til dine synspunkter, til at overveje hvad du har at sige. Tro mig.

Det er ikke af nogens onde vilje at dette problem opstår, de fleste mennesker har bare andre prioriteter i livet end at dykke ned i forholdende i Idlib-provinsen for at tage stilling til om de er enige i journalistens udlægning af Syrienkrigens gang. De fleste mennesker danner deres synspunkter på følgende måde: de hører om noget > de danner en mening om det de hører. Jeg ville ønske at det fungerede sådan at: de hører om noget > de researcher det de har hørt grundigt fra alle mulige sider > de når til en konklusion om hvad der synes mest sandt, åben for at blive revideret i lyset af nye kendsgerninger. Men vi er blevet fejlagtigt udlært i at vi skal mene ting, som var det et led i at “vælge hvem man er”, frem for at undersøge hvad som er sandt. Og derfor er det sådan folk ser dig: du fortæller ikke bare sandheden som du er kommet frem til den og ser den, du har valgt at mene noget som er til besvær for andre. Og du kan ikke bebrejde folk dette. De har simpelthen bare andet at give sig til end den søgen som besætter dig. Derfor kan du ikke forvente at de hører på din rumkommunisme, og du gør uret ved at forsøge at konvertere dem til rumkommunisme. Så, hold din rumkommunisme for dig selv, for det meste.

Der vil dog ske det at du på et tidspunkt bliver konfronteret med hvad du synes om x, snakken går om politik, og nogen spørger dig direkte, hvad du mener. At nogen spørger ind til dine holdninger betyder ikke at det ovenstående ikke gælder. Det betyder at de vil høre dig sige “Jeg er enig/uenig med [folketingsparti] om x.” Vidste de hvilken pandoras æske de åbnede ved at spørge dig, havde de ladet være. De gider ikke høre dig sige at du er rumkommunist. Så lad være. “Ja, det lyder godt nok skørt, hey se, et egern!” er den korrekte måde at håndtere samtaler om politik. Dit verdenssyn, så snart de hører om det, kommer nemlig til at bo i deres hoveder længe, helt uden at betale husleje, og det har de tænkt sig at slå sig på, nogen vender endda tilbage for at slå sig på det oftere.

Din drøm om at have så gode argumenter at folk til sidst giver dig ret og bliver rumkommunister, kommer aldrig til at ske. Den gode nyhed er at du heller ikke behøver at gøre dem til rumkommunister. Så lad være. Det er fint at de ikke er det. Du bliver nødt til at skelne mellem folk som vil tage stilling til dine argumenter og folk som ikke vil. På dit dødsleje vil du kunne tælle på 1-2 hænder hvor mange af de slags mennesker, der gerne vil høre om dit verdenssyn, du har mødt i dit liv. Og for resten af dem du møder, må du skelne mellem de dele af dine holdninger som folk kan høre på og dem som de ikke kan. Trænges du op i en krog, fungerer det bedst at distrahere med humor eller, ja, “se, et egern!”