Nogle tanker om stil i filosofi, akademia og min blog
Et lidt usammenhængende blogindlæg som oprindeligt var delt i to, men pointerne holder.
Begrebsforvirring i kontinental filosofi
Nyere filosofi (1900-tallet og frem) opdeles ofte (mest af analytiske filosoffer) i analytisk og kontinental filosofi. Det er som regel ikke svært at skelne mellem de to lejre; den analytiske er til at læse (men cringe) mens sproget i den kontinentale som regel er ret dunkelt. Sproget i kontinentale værker er fyldt med tvetydige begreber med små nuancer mellem sig som man skal kende alle mulige fortolkninger af for at kunne fortolke værket (tag fx forskellen mellem forhåndenværen og vedhåndenværen i fænomenologi). Forskellige filosoffer bruger de her begreber på forskellige måder uden at forklare sig – hver ville understrege at deres brug af begrebet er det rigtige og åbenlyse som ikke behøver nogen forklaring. Forskellen på sproget i analytisk og kontinental filosofi er at begreber i analytisk filosofi er redskaber til forståelse – de er tekniske, mens begreber i kontinental filosofi er stilgreb – de er retoriske. Teknisk sprog bruger også almindelig sætningsstruktur, det gør den kontinentale stil ikke. Ofte er det nemlig selve sætningskonstruktionerne der er besværlige at gennemskue – der bruges ofte meget lange indskudte sætninger; nogle gange kan der være over en halv side mellem subjektet og objektet i samme sætning. Tekniske sætninger er ikke svære at forstå hvis bare man kender ordenes betydning. Tag for eksempel sætningen (fra wikipedia):
På den laterale overflade af den menneskelige hjerne adskiller den centrale sulcus frontallappen fra parietallappen.
og sammenlign med sætningen (fra Gilles Deleuze: Foucault):
Hvis foldningen, hvis fordoblingen hjemsøger hele Foucaults forfatterskab, men først sent finder sin plads, er det fordi han navngav en ny dimension, der på én gang skulle udskille sig fra magtforhold eller fra magt og de stratificerede former for viden: den “absolutte erindring”.
Den første sætning bruger tekniske begreber som letter forståelsen for folk der har sat sig ind i faget – en række præcisioner og forkortelser der gør at kyndige hurtigt og præcist kan identificere og overskue komplekse ting. Det er en let sætning med teknisk sprog. Selv når vi ikke forstår ordene, kan vi forstå sætningen som:
På en eller anden overflade af den menneskelige hjerne adskiller en eller anden dims en anden dims fra en tredje dims.
Den anden sætning er bare en svær sætning; det er ikke ordene i sig selv, men sætningsstrukturen der gør sætningen svær. Jeg kan ikke engang afkode hvad Deleuze (eller den danske oversætter, om man vil) mener med den her dunkle, dobbelte hvis-konstruktion.
Men eksemplet fra Deleuze var også relativt mildt. Her er et andet eksempel fra Derridas Om Grammatology (s. 146), som er kendt for sin dunkel-hed:
Om spatieringens horisontalitet, som netop er den samme dimension som den vi hidtil har talt om, og som ikke er en overflade over for en dybde, behøver man ikke engang sige, at spatieringen skærer, falder og bringer for fald, ned i det ubevidste: dette er selv ikke givet uden denne kadence (dette fald) og forud for denne cæsur (dette skår).
Jeg er ingenlunde modstander af levende, retorisk sprog og jeg er heller ikke fortaler for dødt, teknisk sprog, men den kontinentale stil vækker ikke argumentet til live, det er en afledningsmanøvre som retorisk greb, selvtilfredshed på skrift. Det vækker ingen dybe følelser og det hjælper hverken læg- eller fagfolk til at forstå argumentet. Som rigtige, levende mennesker (i modsætning til bugman-akademikere) må vi altid afvise denne skrivestil til fordel for en klassisk retorisk stil som maler en beretning i passende farver. Men i akademia har man længe været vilde med komplekse tekster og begreber, så her er filosoffer der skriver meget kontinentalt blevet omfavnet. Denne kontinentale stil tages til svimlende højder hos poststrukturalisterne som skaber en fransk filosofi der er ulæselig, men uendeligt indflydelsesrig.
Jeg vil give et eksempel jeg stødte på ved et tilfælde hvor forfatteren afslører det uhensigtsmæssige i denne franske skrivestil idet han snubler over sin egen ordsalat og afslører det beregnende element i denne skrivestil. I gymnasiet skrev jeg min SRP (den mest omfangsrige, overhypede opgave man skriver i det almene gymnasium) om Alice i Eventyrland og matematisk logik (sådan nogle underlige emner opstår når man gennemtvinger tværfaglighed i opgaver). I den opgave brugte jeg en bog af Jean-Jacques Lecercle, der hedder “Philosophy of Nonsense: The Intuitions of Victorian Nonsense Literature”. I bogen laver forfatteren en helt simpel logisk fejl – maskeret af den franske filosofis skrivestils ejendommeligheder. I eksemplet fortolker Lecercle Lewis Carrolls nonsensdigt “The Hunting of the Snark”, der handler om en ekspedition der er ude for at finde en “Snark”:
Privation in the Kantian sense, as negative quantity, is personified in the poem in the character of the Boojum, who is part of the series of Bs (the crew, we may recall, have been chosen not on account of their skills and experience, but because their names begin with B), but it is also what will annul the series, if the crew meet a Snark which happens to be a Boojum. If ‘B’ is read as ‘be’, the chain of beings that the crew forms is bound to meet with non-being, its corresponding negative quantity, by which it will be cancelled in mutual disappearance. This is what happens in the last stanza of the poem, when the Baker meets a Boojum and ‘softly and suddenly vanished away’:
They hunted till darkness came on, but they found Not a button, or feather, or mark, By which they could tell that they stood on the ground Where the Baker had met with the Snark.
‘Baker-Boojum=Vanishing’. The question, however, remains of the Baker’s predestination.
Det er et imponerende nok eksempel hvis man går efter at forvirre, men så snart Lecercle forsøger at sætte noget på pseudoformel (i sig selv utroligt cringe), fejler han. For hvis bageren møder en Boojum, har vi jo ikke trukket en Boojum fra, men tilføjet den, og Lecercle har fejlplaceret et minus. For hvis bageren og Boojumen skulle ophæve hinanden når de trækkes fra hinanden (i hvert fald hvis Lecercle insisterer på at se på det matematisk), skulle de være præcis lig med hinanden. Han kunne redde den ved på en eller anden måde at fortolke at de er samme karakter, men Lecercle insisterer på at Boojumen er besætningens negative kvantitet, altså det omvendte af besætningen.
Men lad os ikke være så emsige, og lad os eftergive Lecercle det fejlplacerede minus og antage at han mente Baker+Boojum=Vanishing. Her kommer han stadig i problemer, for Lecercle insisterer på at Boojumen er besætningens negative kvantitet, ikke bagerens negative kvantitet. Så for at hans nye pseudoformel skulle passe, skulle bageren være den eneste i besætningen – en interessant nok fortolkning, men heller ikke en som Lecercle vælger. For at illustere: Lad os kalde bageren “x”, Boojumen “y” og resten af besætningen for “z”. Og lad os sige at “vanishing”, altså at noget forsvinder, her kan repræsenteres af “0” (eller at noget går mod 0). Så bliver Lecercles pseudoformel (hvis vi eftergiver ham dét ene minus), “Baker+Boojum=Vanishing”, til “x+y=0”. For at udtrykket skal være sandt skal y være lig med -x. Altså “-x=y”, eller “x=-y”. Og hvis Boojumen skal være besætningens negative kvantitet vil det udtrykkes som “z=-y”. Så x og z, besætningen og bageren, er også præcis lig med hinanden (x=z).
Det kan virke ubetydeligt, men hele formålet med denne skrivestil er at få forfatterens filosofi til at virke som den logiske slutning af al filosofi og alle akademiske discipliner hvis man har forstået dem ret. Ved at overvælde læseren med obskure, uforklarede referencer, og ved at gøre brug af et væld af andre discipliners logik (ofte kun forstået halvt), virker det som om at forfatteren ser hele verden ovenfra. Det gør filosofien umulig at kritisere, fordi man aldrig kan forstå den ret. John Searle citerer Foucault for at have kaldt Derridas skrivestil for “obscurantisme terroriste”:
With Derrida, you can hardly misread him, because he’s so obscure. Every time you say, “He says so and so,” he always says, “You misunderstood me.” But if you try to figure out the correct interpretation, then that’s not so easy. I once said this to Michel Foucault, who was more hostile to Derrida even than I am, and Foucault said that Derrida practiced the method of obscurantisme terroriste (terrorism of obscurantism). We were speaking French. And I said, “What the hell do you mean by that?” And he said, “He writes so obscurely you can’t tell what he’s saying, that’s the obscurantism part, and then when you criticize him, he can always say, ‘You didn’t understand me; you’re an idiot.’ That’s the terrorism part.”
Begrebsforvirring i akademia
Men skrivestilen er ikke kun begrænset til en række obskure filosoffer som ingen læser. Denne stil har overtaget hele humanioraen, som er blevet reduceret til en leg der går ud på at sige banale ting på komplekse måder. Der er intet du ikke kan bilde en fagfællebedømt journal ind hvis bare det har den rette indpakning – flere har bekræftet dette med hoax-artikler der i fuld humanioraindpakning har påstået de mærkeligste ting (hvilket ikke er meget anderledes end virkelige artikler) og ledt til skandaler i akademia. Der søges ingen nye grænser med sproget, det er kun til for at forsvare humanioraens berettigelse ved at være en forhindring for outsidere der forsøger at penetrere dens befæstninger. Akademias påståede grænsesøgende radikalisme som dette sprog skulle afspejle er i virkeligheden mere konservativ end radikal: det er en form for gatekeeping der holder modstridende idéer ude. Tog man ordsalaten ud af humanioraen ville en utroligt stor del af den enten forsvinde helt eller virke absurd. Så det er hvad jeg foreslår at man gør, ved at identificere ordsalaten på følgende måde:
Stil dig selv følgende spørgsmål når du møder en kompliceret sætning: Er sætningsstrukturen relativt simpel med begreber der har entydige definitioner? Så er det teknisk sprog. Vækker sproget følelser der passer til beretningen eller argumentet? Så er det retorisk sprog, men stilen er sandfærdig nok. Bruger sætningen kompliceret syntaks og vage begreber uden at vække passende følelser? Så er det en afledningsmanøvre.
Hvorfor jeg ikke går op i originalitet
På trods af at jeg skriver om ting der ikke er tilgængelige på dansk på samme måde andre steder, er intet af det jeg skriver særligt originalt. Ofte låner jeg idéer eller formuleringer jeg har hørt andetsteds og ofte citerer jeg dem direkte i deres fulde længde; for mig er der ikke nogen grund til at rekapitulere hvad der er sagt bedre andetsteds. Jeg foretrækker ikke at genopfinde hjulet, men i stedet at søge ind i den uendelige visdom som generationer før os gennem erfaringer kollektivt har indsamlet, men som er gået tabt med tiden. Det er utroligt sjældent at man kommer på idéer der både er originale og gode, og det er som regel langt mere effektivt at videreformidle eller bygge videre på fundamenter andre har lagt. Ærer man tradition, må man derfor skrive med det formål at genfinde tabt, traditionel visdom, ikke at være original.
Hvorfor jeg ikke går op i korrekthed
Jeg går heller ikke særligt meget op i at dobbelttjekke faktuelle detaljer. Formålet med min blog er aldrig at opremse seje facts eller at udvælge interessante datapunkter i et eller andet diagram, formålet er at føre pointer, jeg ellers synes er gået under radaren, frem – det er ikke detaljerne, men pointerne der er pointen. Man bør aldrig nogensinde tage noget “fakta” man læser eller hører for sandhed uden selv at forsøge at verificere det, uanset om det kommer fra en tilfældig blog eller en “aNeRkEnDt KiLdE”.
Jeg gider heller ikke udpensle ethvert argument der er nødvendigt at forstå og acceptere for at acceptere indlæggets hovedpointe – nogle ting skriver jeg om i andre indlæg, mens jeg lader andre ting være op til andre at argumentere for – så nogle af disse pointer må forudsætte andre argumenter, som det må være op til læseren selv at søge.
En anden korrekthed jeg heller ikke går op i er kildehenvisninger. Nogle gange citerer jeg som man bør, nogle gange citerer jeg med forkerte sidetal fordi jeg refererer til en ebog i epub-format der sideinddeler baseret på skærmstørrelse, nogle gange lægger jeg bare et link eller en titel på et værk og nogle gange påstår jeg bare at en person har sagt noget uden at underbygge det. Réelle kildehenvisninger er en luksus for den granskende læser, det er ikke en nødvendighed for at underbygge et sandfærdigt argument. Er der ikke nogen kildehenvisning, og er du i tvivl om nogen taler sandt, må det være op til dig selv at undersøge sagen – det burde du kunne finde ud af selv om der ikke er en korrekt henvisning i APA-stil. Uanset hvad sørger jeg for at kilder til citater og lignende altid er til at finde for læsere der kan finde ud af at søge på internettet og i pdf-filer.