Valdemar Bilas Side

Slet dine sociale medier

Det korte af det lange af dette indlæg er at jeg, om 2 måneder fra dette indlæg er lagt op, sletter min Messenger- og Facebookprofil helt. Måske kortere hvis jeg bliver for træt af at have den inden. Jeg kan i stedet kontaktes digitalt på følgende måder (rangeret fra mest foretrukken til mindst foretrukken):

Session og Signal kan begge findes i både Apples AppStore og på Google Play. Det vil tage ca 5 minutter at installere appen, oprette sig og finde mig. Jeg foretrækker Session fordi det er decentraliseret: heri ligger garantien for at det bliver ved med at være åbent og privatlivsrespekterende i fremtiden. På Signal kan du dog finde mig via mit telefonnummer eller brugernavn i stedet for et langt bruger-ID.

Jeg har samlet på folks telefonnumre i et stykke tid, så hvis vi fx nogensinde har overført penge mellem hinanden på MobilePay, har jeg dit nummer. Jeg kommer ikke til at være mere aktiv på disse tråde end jeg allerede var på Messenger, jeg vil hellere snakke med dig ansigt til ansigt end profilbillede til profilbillede. I resten af indlægget følger begrundelsen for hvorfor jeg afvikler resten af mine konti på sociale medier:

Sociale medier er ikke særligt sociale

Det var aldrig meningen at jeg skulle have en profil på noget socialt medie. Men tilbage da jeg gik i skole var der en klassekammerat der flyttede og det virkede som en god idé at oprette mig på Facebook for bedre at kunne holde kontakten. På det tidspunkt var jeg 12 år gammel, hvilket var 1 år for ungt til Facebook ifølge deres retningslinjer, men alligevel var det ret sent at jeg fik Facebook i forhold til min omgangskreds. Jeg har ikke holdt kontakten med den klassekammerat siden og jeg har senere hen fortrudt at have oprettet en profil. Det fundamentale problem med sociale medier er at for at et socialt medie kan blive ved med at eksistere, skal det have en vis netværkeffekt. Produktet som sociale medier sælger er dets brugere, der er intet ved en platform uden brugere. En platforms magt er direkte proportionel med størrelsen på dens brugerbase. Som bruger bidrager man derfor til de sociale mediers spektakelsamfund, skabelsen af en verden hvor firmaer bag sociale medier har enorm magt, og til de skadevirkninger der følger med vores kollektive forbrug af sociale medier. Jeg vil ikke længere bidrage.

Min generation fik aldrig et rigtigt valg mellem at deltage i det eksperiment som sociale medier er, og den frihed det er ikke at være en del af det. Vi blev født ind i en digital verden, for sent til at have oplevet en verden før og dog for tidligt til at konsekvenserne endnu var tydelige, og ofte uden selv at have taget valget om at deltage. Men konsekvenserne af de sociale mediers indtog er ikke længere utydelige, desværre kniber mange øjnene sammen, uvillige til at se.

Der findes ikke en folkeskolelærer i dag som ikke kan genkalde sig et billede af en hel klasse med blikkene låst til deres telefoner frem for ud mod hinanden. Sociale medier har inddraget størstedelen af skolebørns fællesskaber. Vælger man sociale medier fra, er man udelukket fra disse fællesskaber (for mange er det lig med alle fællesskaber). Set i lyset af at være spærret inde bag skolens mure de fleste af sine vågne timer, går mange meget langt for at være en del af fællesskabet. Derfor er der i en meget ung alder (yngre end aldersgrænsen til sociale medier, vel at mærke) et betydeligt pres mod at deltage i sociale medier. Det er intet under at børn og unge ender med at vælge at prioritere digitale parasociale relationer frem for virkelige relationer til folk omkring dem. Det er ikke af et frit og fair valg at størstedelen af alle børn og unge i skolealderen har adskillige profiler på sociale medier. I sig selv er skolefællesskaber svære for børn og unge at navigere i. Mange voksne mennesker husker måske den fare der lå og ulmede under overfladen i skolegårdens sociale miljø. John Taylor Gatto citerer i en tale et brev der beskriver mange voksne menneskers opfattelse af deres skolegang:

“I can hardly say, now that I’m 26, why I began to be so afraid of going to school.” I’ve gotten that letter in the last five years a hundred times or more. Open your next novel with that line, “I can hardly say, now that I’m nearly 26, why I began to be so afraid of going to school,” and half the readers in this country will find their hearts beating faster.

Det giftige skolegårdsmiljø som mange voksne husker findes stadig, nu har vi blot inviteret det med hjem. Der er ingen sikre gemmesteder længere, for når børn og unge kommer hjem fra skole skal de spille videre efter den digitale skolegårds regler. Og her er alting permanent, og alt hvad du gør eller siger kan og vil blive brugt mod dig. Men deltager du ikke, bliver du glemt.

Sociale medier påvirker dig og verden omkring dig

Sociale medier er nødt til at tilbyde konstant stimulus, de er hyperaktive på en måde den virkelige verden har svært ved at konkurrere med. Mange oplever i dag problemer med at fokusere på kedeligere ting som sætninger i en bog. Måske har du allerede scrollet til bunden af denne side for at granske hvor langt dette indlæg er. Jeg har i hvertfald en tendens til at gøre det samme.

Det er naivt at tro at dit forbrug af sociale medier ikke påvirker dig. Sociale medier er designet til at påvirke, det er deres primære funktion. Op gennem det 20. århundrede interesserede man sig i psykologien meget for hvordan man får mennesker til at udvise gunstig adfærd uden at anvende magt. Man opfandt den offentlige mening og lærte hvordan man styrede den gennem medieindflydelse. Og man fandt på at designe systemer der får folkene i dem til at selvregulere. Psykologen B.F. Skinner designede et laboratorieapparat, senere hen døbt en “Skinner Box”, som trænede dyr passivt gennem stimulus og respons. Princippet er følgende: et dyr sættes i en boks og trænes til at trykke på knapper eller reagere på lys ved at modtage belønning for korrekt adfærd. Belønningen kan både være noget godt (fx at dyret får mad), eller eliminering af noget skidt (fx at en høj alarm slukkes). Systemet kan nu træne et dyr til at udvise en bestemt adfærd, helt uden at et menneske lærer det hvad det skal gøre.

Dette princip overførtes hurtigt til socialiseringen af mennesker. I dag ville man måske kalde det “nudging”. Uanset hvad, mestrer sociale medier denne kunst til perfektion ved at træne dig til at selvregulere efter konsensus. Du lærer hurtigt underbevidst hvilken adfærd der får positiv feedback og hvilken der får negativ feedback og indretter dig. Algoritmerne fremmer ting de vil have dig til at interessere dig for og undertrykker ting de vil have dig til at ignorere. Nogle ting gøres besværlige, andre ting gøres lette. Dine prioriteter forstyrres. Jeg mindes om et citat tilskrevet Nikola Tesla om at vi vil komme til at opleve menneskeskabte rædsler udover vores fatteevne (“man made horrors beyound your comprehension”). For det er nemlig kernen: disse systemer er udover vores primitive, menneskelige fatteevne. Vi kan forstå dets systemer og algoritmer på et logisk og teknisk plan, men ingen mængde kølig afstandstagen kan gøre os upåvirkelige, vi er simpelthen ikke skabt til at leve under en algoritme. Uanset hvor lidt du opdager det, påvirkes du og alle omkring dig af dit forbrug af sociale medier. Fra relativt harmløse ting som at alle lige pludseligt er totalt optagede af pistaciefyldt chokolade til at størstedelen af en befolkning lige pludselig går og tænker ens om militære operationer tusinder af kilometer væk. Disse fikseringer er ikke naturlige fænomener, de er kunstigt skabt og kunstigt skildret, og det øjeblik man træder uden for de sociale mediers linse og ser folk omkring sig hyperventilere over ting der ikke er virkelige, men som kun sker på deres telefoner, ser det hele meget underligt ud. Ligesom nyhedsmedierne, oversvømmer sociale medier dine tanker med ting som er nye, men irrelevante. Spørg dig selv hvornår du sidst, gennem sociale medier, er stødt på informationer der har hjulpet dig med at gøre noget anderledes eller bedre i dit liv. For mange vil det være længe siden. Hvor meget informations-hø gennemgik du for at finde denne nål, hvis du fandt den? Og havde du måske fundet flere nåle hvis du ikke havde brugt al tiden på at gennemrode en bunke med hø?

I en introduktion til en oversættelse af Jean Baudrillards “The Gulf War did not take place”, fortæller oversætteren Paul Patton (i 1995, en tid før sociale medier vel at mærke) en anekdote om mediernes skildring af Golfkrigen:

Occasionally, the absurdity of the media’s self-representation as purveyor of reality and immediacy broke through, in moments such as those when the CNN cameras crossed live to a group of reporters assembled somewhere in the Gulf, only to have them confess that they were also sitting around watching CNN in order to find out what was happening. Television news coverage appeared to have finally caught up with the logic of simulation.

Hvor nyhedsmedierne startede kunstiggørelsen af globale konflikter fortsatte sociale medier hvor de slap. Der findes for os ikke rigtige globale konflikter længere, kun plastikudgaven som præsenteres for os på vores skærme. Og virkeligheden på jorden i en konfliktzone er ofte en helt anden. Sociale medier bruger folk i sikre lande til at trække fronter op i virkelige krige. I konflikttid gejles folk på sociale medier op med krigspropaganda som skaber røre i befolkninger som egentlig ikke tager del på nogen side i konflikten.

Forestil dig en forhistorisk neandertaler bekymre sig om hvad en anden neandertaler sagde til en tredje neandertaler 500 kilometer væk – det giver slet ingen mening, for neandertalerens verden er begrænset til det der er i hans relative nærhed. Forestil dig nu hvilken magt du havde hvis du kunne åbne hans verden op og du skulle vælge hvilke billeder han skulle se. Kan du vise ham i billeder hvad hele verden rummer? Kan du pege på en anden som kan?

Måske synes du at det er en god ting at befolkningen interesserer sig for verden og de konflikter der vises på vores skærme, men der ligger en enorm magt i at kunne bestemme hvad der foregår i hovedet på hele befolkninger. Og denne magt er fordelt på relativt få hænder som sidder på mennesker du aldrig har set før, og som du aldrig kommer til at se eller overhovedet høre om. Spørg dig selv om disse mennesker er på samme hold som dig. Deler de noget som helst af dit verdenssyn overhovedet?

“The conscious and intelligent manipulation of the organized habits and opinions of the masses is an important element in democratic society. Those who manipulate this unseen mechanism of society constitute an invisible government which is the true ruling power of our country. We are governed, our minds are molded, our tastes formed, our ideas suggested, largely by men we have never heard of.”

Edward Bernays “Propaganda”

Virksomheder bag sociale medier er ikke bare almindelige virksomheder hvis primære mål er profit. Større virksomheder i dag, og især dem bag sociale medier, ønsker indflydelse, de bliver til manifesteringer af deres topfolks magtfantasier. Og deres topfolk er ikke helt almindelige mennesker med helt almindelige liv som dit. Det er åbenlyst at sociale medier deltager meningsdannende i den politiske diskurs, men mindre åbenlyst er det at tech-virksomheder involverer sig direkte i det globale politiske spil – ikke for at drage økonomisk fordel, men for at fremme deres visioner for verden. Fx har Google en afdeling der bl.a. har ført direkte diplomati som stedfortræder for den amerikanske stat med henblik på at fremme regimeskift i Mellemøsten. En meget underlig afdeling at have for en udbyder af søgeresultater, videouploads og email. Men Google er ikke hvad det ser ud til at være, det er ingen af de store techvirksomheder.

I deres øjne forsøger de at fremme og beskytte demokrati og globalt samarbejde i en verden under (hvad de mener er uundgåelig) udvikling. Hvordan dette skal fremmes og hvordan demokrati og globalt samarbejde skal defineres, dikterer de selv, og udviklingen skal nok blive på deres måde, den magt har du givet dem og den magt bliver du ved med at give dem hver dag du bruger på deres platforme. Selv om det ikke står i Googles brugervilkår, deltager du også i deres mere lyssky aktiviteter – fx deres politiske diplomati i Mellemøsten. Hvad deltager du ellers i? Men måske har du tilfældigvis samme verdenssyn som en californisk techmilliardær? I så fald, hvad ville der så ske hvis denne magt kom nogle andre, med helt andre verdenssyn, i hænde?

Sociale medier er privatlivsskadelige

Vi ved allesammen godt at sociale medier er kæmpemæssige datahøst-mekanismer. Nogle få sætter sig mod denne dataindsamling, men de fleste lever med den og accepterer den som den betalte pris for forbundethed. Og så er der dem som kækt påtager sig den modsatte holdning, at de er helt ligeglade med ikke at have noget privatliv. De fleste mennesker som påtager sig denne ekshibitionistiske ligeglad-attitude gør det kun fordi de ikke kender det egentlige omfang af disse systemers indgreb i privatlivet (jeg har forsøgt at beskrive dette omfang andetsteds). Kendskab til dette omfang fremkalder en naturlig afsky som gør det svært at være ligeglad.

Jeg kan ikke overbevise dig på 2 minutter om at dit (og andres, ikke mindst) liv er helligt og at det bør ejes af dig og ikke fremmede internationale monopoler. Men når dataindsamlingen er så omfattende at vi ikke kender dens fremtidige konsekvenser, når din telefon konstant opgiver din lokation og din bil indsamler din seksuelle historik (dette eksempel er virkeligt, jeg finder ikke på det) og din apati ikke kun går ud over dig, men også alle omkring dig som du ved din brug af kompromitterende enheder og tjenester ikke lader vælge et privat liv, har du en pligt til at klodse bremserne. Jeg har selv samme pligt, måske i virkeligheden i højere grad end alle andre som følge af den mængde arbejde jeg har lagt i at forstå tekniske systemer.

Livet uden sociale medier

Når først fælden er klappet og man har skabt en profil på et socialt medie er det svært at blive fri af den igen. Udover at man rent faktisk skal finde ud af hvordan man sletter sine profiler (ofte gemt dybt nede i en obskur undermenu), er tanken om at skulle leve uden sociale medier enormt skræmmende for mange. For med al sandsynlighed er du allerede afhængig af dem. Hvordan skal du nu kunne følge med i dine venners liv? Hvad skal du nu gøre hvis ikke du kan tage din telefon frem for at scrolle i livets små akavede øjeblikke? Og hvor mange af dine venner og bekendte vil ikke længere kunne kontakte dig hvis du lukker din Messenger-profil?

Disse ting er pinlige at tænke over, for det er tanker der kommer af afhængighed. De er et udtryk for den magt de sociale medier har over dig. Sandheden er at du er på coke og du har været på coke i årevis og nu er du bange for en verden hvor du ikke hele tiden er på coke. Men, indrømmet, jeg har tænkt dem allesammen.

Det er en skræmmende ting at indse at sociale medier har magten til at isolere dig fra dine bekendte. Endnu mere skræmmende er det når man lærer hvordan sociale medier styres og hvor lidt rekurs brugeren har hvis noget går galt. Meta, dvs. Facebook og Instagram, har fx ingen brugerrettet teknisk support hvis du oplever problemer med deres platforme. Går noget galt med din profil kan du ikke komme i kontakt med nogen. Du er nu hovedpersonen i en Kafka-roman. Jeg har selv oplevet dette og set det ske hos andre.

En bekendt oplevede at fremmede fik adgang til deres Instagramprofil og postede ting der går mod Metas retningslinjer, hvilket fik den tilknyttede Facebook-profil suspenderet uden mulighed for at få adgang til profilen igen. En anden kan grundet en serie af underlige tekniske problemer ikke længere logge på sin Messengerprofil og kan kun tilgå den på en bestemt telefon der allerede er logget ind og hvor loginnet derfor er bevaret i data på telefonen.

Selv oplevede jeg at min Facebook-konto både uforklarligt og uden forklaring (da jeg aldrig lagde noget op) blev suspenderet, og jeg måtte gennemgå en appelproces hvor jeg bl.a. skulle sende et billede af mig selv til manuel bedømmelse (et af modernitetens højst yndede ydmygelsesritualer). Min konto kom tilbage (stadig uden forklaring på hvorfor den var blevet suspenderet), men i flere dage kunne jeg ikke komme i kontakt med nogen. Det tvang mig til at tænke over hvordan jeg i fremtiden ville kunne komme i kontakt med folk hvis min Facebook-konto blev slettet permanent. For mange af mine bekendte måtte jeg indse at jeg ikke ville vide hvordan jeg skulle kontakte dem. At have kontakt med sine bekendte gennem sociale medier primært er nemlig at have et damoklessværd hængende over hovedet. Kontakten kan til enhver tid og uden grund afskæres. Jeg vil ikke længere have dette sværd over mit hoved, derfor vælger jeg selv at lukke denne kontaktvej til fordel for de åbne og decentraliserede alternativer der allerede eksisterer (se toppen af indlægget). Jeg indser at det betyder at nogle ikke vil vide hvordan de skal kontakte mig, men har tiltro til at dem der virkelig ønsker at høre fra mig vil finde en vej.

Så hvad mister jeg ved dette? Når jeg virkelig tænker mig om er det meget lidt. Jeg har lært at der findes flere ting af værdi uden for sociale medier end der gør på dem og at livet er bedre uden disses forvrængende linse. Selv om du måske tror det, bidrager Instagram, SnapChat, TikTok, Twitter/X og LinkedIn absolut intet positivt til dit liv, det lover jeg. Du kan slette dem på stedet uden at miste noget. De fleste sociale medier er utroligt lette at forlade, faktisk er det efter min mening kun svært at forlade Facebook (på grund af begivenheder) og Messenger (da det er blevet manges primære kontaktform). Jeg har allerede skilt mig af med de fleste af mine sociale medier og har egentlig kun Messenger tilbage (som jeg har brugt med en deaktiveret Facebookkonto i en del år nu). Det er nu på tide at jeg tager det sidste skridt. Og så er det på tide at opfordre andre til at tage de nødvendige skridt til at reducere deres tilstedeværelse på skadelige digitale platforme. For så har vi mere at dele med hinanden i virkeligheden, når vi ikke har delt det på forhånd. Så, tag det første skridt.