Valdemar Bilas Side

Når det kommer til Rusland, er standarden en anden

De To Minutters Had mod Putins Rusland er begyndt: Bevæbnet med en DR-explainer-video og et ukrainsk profilbillede-flag, signalerer bedrevidende vestlige deres store empati og forståelse for verden omkring vesten. Rusland har bremset indlemmelsen af Ukraine i det europæiske imperie (det bedste og mest rette imperie i hele verden gennem al tid), og du bør være forarget. Gentag efter mig: "Alle problemer skyldes Rusland, Putin er en tyran, tyranni noget sted er en trussel mod frihed alle steder!"

Hold hovedet koldt

Lige nu bevæger nyhedsbilledet sig meget hurtigt. Det er derfor vigtigt ikke at lade sig rive med strømmen, men i stedet vente og se situationen an. Der er en tryghed i at have et fastlagt take på verdens tilstand, men er man seriøs må man have modet til ordene "jeg ved det ikke."

For at forstå konflikten mellem Rusland og Ukraine er man nødt til at indse følgende:

Det er vigtigt at forstå at de vestlige mediers opgave i krigstid er at sprede regimets propaganda. Dette er tydeligt for enhver der har fulgt kritisk med i situationen i Mellemøsten. Når krigen bryder ud, er alle medier statsmedier. Trumps bombardement af en syrisk flyveplads som respons på et kemisk angreb som Vesten påstod Assad stod bag i 2017 var på det tidspunkt hans mest populære handling som præsident. Se bare hvordan værten på det Trump-hysteriske nyhedsmedie MSNBC nærmest har en orgasme til billederne af Trumps missiler.

Oversætteren Paul Patton fortæller i introduktionen til hans oversættelse af Baudrillards "La Guerre du Golfe n'a pas eu lieu" (Golfkrigen fandt aldrig sted) en historie om en CNN-udsendelse, hvor en gruppe korrespondenter på stedet indrømmer at de sidder og ser CNN for at finde ud af hvad der sker. Baudrillards pointe i disse essays er ikke at Golfkrigen ikke fandt sted, men at det var umuligt for tilskuere at vide hvad der virkelig var sket, og hvad der var simulacra. Dette er altid tilfældet med medierne i krig. Jeg opfordrer til den yderste skepsis når det kommer til rapporter fra krigszoner. Ofte sidder "on-the-ground-korrespondenter" låst inde på deres hotelværelser og stykker situationen sammen ud fra nyhederne, regeringers udtalelser og rapporter fra humanitære organisationer som ofte heller ikke er på stedet.

Nogle mennesker har en retarderet idé om at al stillen spørgsmål ved den officielle udlæggelse bare er "whataboutism". Husk at det er en krig. Det er naturligt og vigtigt for begge sider også at kæmpe på propagandafronten. Det er utroligt usandsynligt at det ikke er noget der foregår. Disse mennesker vil lade som om at det ikke sker, med mindre du nærmest eksplicit kan pege på et sted hvor statsministeren sender en ordre til en journalist om at skrive / ikke skrive x. Alt andet er bare "konspirationsteorier". Dette er en fuldstændig latterlig holdning. Der behøves ingen ordrer eller love til at dirigere propagandaapparatet. Systemet tilegner sig en vis logik og nogle incitamenter til visse ting når man fx indlemmer uddannelsessystemet i det offentlige apparat. Der behøver ingen dirigent, det er selvdirigerende. Alle statslige tiltag har utilsigtede konsekvenser. Vores medieklasse er uddannet de samme steder i det samme system og besidder en skræmmende ideologisk ortodoksi der sørger for at de af sig selv skriver præcis hvad regimet har brug for at de skriver.

Nogle af de tricks, medierne elsker at bruge for at skabe opbakning til regimet i krigstid inkluderer:

Sandheden er at vi ikke har nogen klar om hvad der sker i en krigszone. Det er derfor vigtigt at holde hovedet koldt og behandle alle rygter og rapporter med en afventende skepsis.

Standarden er en anden: Rusland og valg

For noget tid siden studsede jeg over en DR-artikel om det russiske valg, jeg vil citere fra her (fra sektionen om valget i December 2011):

Men valget var ikke bare utilfredsstillende for manden, der pønsede på et comeback som præsident i 2012 efter fire år som premierminister. Oppositionen hævdede, at Putin i virkeligheden havde tabt langt flere vælgere, og selve valget var martret af beretninger om personer, der med alt tydelighed proppede flere stemmesedler i boksen eller åbenlyst ændrede valgsedlerne.

Lysende klart var det også, at Forenet Rusland trods tilbagegang vandt flertallet af pladserne det russiske underhus, Dumaen.

Umiddelbart efter valget formede de første demonstrationer sig, og på kort tid havde op mod 50.000 mennesker samlet sig på Bolotnaja-pladsen i den centrale del af byen.

Protesterne fortsatte, og spredte sig til flere steder i landet. Juleaften mødte tæt på 80. 000 op på boulevarden Sakharov i hovedstaden, sang protestsange mod styret og lyttede til taler fra oppositionslederne, og i februar - kort før præsidentvalget - samledes mere end 120.000 sig for at markere deres utilfredshed.

Demonstrationerne kulminerede i maj, kort før Putins indsættelse, til den såkaldte “Million March”, en af de største i Rusland efter Sovjet-tiden. Bolotnaja-pladsen var igen rammen, men denne gang for voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet, der anholdt flere hundrede personer.

DR beskriver teknisk set valget neutralt, men når man læser dette er det klart meningen at man skal sympatisere med oppositionen. Sammenlign dette med dækningen af det amerikanske valg i 2020, hvor DR påstår at "al fakta" beviser at Trump ikke blev frasvindlet valget – som om der nogensinde er en situation hvor "al fakta" går én enkelt retning. Det amerikanske valg var jo netop "martret af beretninger om personer, der med alt tydelighed proppede flere stemmesedler i boksen eller åbenlyst ændrede valgsedlerne." Der var netop demonstrationer og taler fra Trump-siden. Selv marchen har næsten samme navn – i Rusland var navnet "Million March" mens Trump-tilhængere kaldte deres march "Million MAGA March". Beviser disse kendsgerninger at Trump ikke blev frasvindlet valget, eller er de ikke en del af "al fakta"?

Dette er hverken for at kommentere på det russiske valg i 2011 eller det amerikanske valg i 2020. Men disse artikler er skrevet inden for kort tid af hindanden (hhv. 21-01-21 og 01-03-21) og udgivet i samme nyhedsmedie. Kendsgerningerne er de sammen, men tolkningen af dem er radikalt forskellig – der findes én standard for vestlige valg og en anden for russiske valg.

Standarden er en anden: Ukraine-konflikten

Lad os spole tiden tilbage til annekteringen af Krim. Under valget indsatte Rusland soldater på halvøen for (ifølge Rusland) at sørge for et fair valg. Den bedrevidende vestlige ser dette som et forsøg på at true befolkningen til at stemme pro-russisk. Men tilstedeværelsen af militære ukrainske grupperinger ville ikke være et forsøg på at påvirke valget. For de er jo vestligtsindede, og sådan noget gør vestlige ikke. Hvad skulle Rusland ellers have gjort? Hvis militær tilstedeværelse er en trussel der kan påvirke valget, havde Rusland valget mellem at lade valget påvirke i vestlig retning eller lade det påvirke i russisk retning. Selvfølgelig vil Rusland hellere det sidste.

Putin er ikke nostalgisk efter USSR

Én bizar misforståelse om Putin er idéen om at han er nostalgisk efter USSR. Dette er simpelthen ikke sandt. Nok var han KGB-agent, men man skal huske på at han voksede op i Sovjetunionen. Der var ikke nogle alternativer. Alle var på en eller anden måde involveret med Bolsjevismen – også selv om de ikke var entusiastiske, kommunistiske ideologer. Putin er manden der satte Solsjenitsyns Gulag Øhavet på det russiske skoleskema. Hvis man rent faktisk lytter til hvad Putin siger, har han længe været meget kritisk over for Sovjetunionen – også i forhold til Ukraine-situationen. Putin giver netop bolsjevikkerne en del af skylden for at følge en tvungen lokaliseringspolitik, herunder aggressiv ukrainisering af Ukraine. Putin ser også invasionen af Ukraine som kontrast til politikken fulgt i Sovjetunionen i optakten til Anden Verdenskrig. Op til Anden Verdenskrig var Sovjetunionens politik at forhindre eller udskyde krigen. En del af denne politik var ikke at provokere til krig ved at opruste forsvaret. Sovjetunionen stod dermed værre da krigen rent faktisk brød ud. Dette er hvad Putin påstår han vil forhindre. Er Putin nostalgisk efter noget, er det det historiske Rusland, hvor Kiev var en af de største russiske byer, ikke Sovjetunionen.

Putins synsvinkel

Tilbage i juli udgav Putin en lang artikel om enheden mellem russere og ukrainere. Putins hovedpointer er følgende:

Og fortsat med nogle af pointerne fra Putins tale d. 24. februar:

Dette er selvfølgelig Putins udlægning og ikke den absolutte sandhed (vestlige intellektuelle vil råbe vagt i gevær hvis man ikke pointerer dette efter det moderne gennembrud indførte systematiseret kildekritik for at diskreditere al historie der ikke er kritisk, selv om kildekritikkens indsigter altid har været behandlet som en selvfølge). Pointen er blot at Putin kan begrunde invasionen af Ukraine i en eksistentiel trussel mod Rusland – uanset om man er enig med ham i at truslen mod Rusland er réel. Vestlige lande har invaderet for langt mindre – præcis som Putin pointerer i forhold til Irak, der blev invaderet på baggrund af efterretningstjenesternes løgne om masseødelæggelsesvåben. Selvfølgelig er der ingen der rigtigt støtter Irakkrigen længere. Men hvad med militære kampagner i Libyen, Syrien, Afghanistan eller Yemen der også har kostet civile liv? Det er de færreste der tager den absolut non-interventionistiske holdning når det kommer til krigene i Mellemøsten. Men standarden er en anden for Rusland, for vi har ikke begreb om Putin som andet end en grum, sindssyg diktator. Og grumme, sindssyge diktatorer har deres egen logik.

Alt dette er ikke for at sige at invasionen af Ukraine er retfærdig og god eller at vi bør tage Ruslands side. Men vi bør begynde at anvende samme standard for vores egne lande som for de diktator-lande vi er så villige til at fordømme.