Problemløsningsstaten

Der findes et libertært tankeeksperiment der beder dig om at forestille dig en verden hvor staten er eneansvarlig for fødevareforsyningen. I denne verden centralplanlægges det hvilke afgrøder der skal dyrkes hvornår, formentligt optimeret efter hvordan centralplanlæggeren mener at man kan få maksimalt udbytte for færrest ressourcer.

Fordi fødevareforsyningen afskæres fra prissystemet, hvis formål det er at give et signal om forholdet mellem udbud og efterspørgsel for en vare, vil nogle fødevarer forbruges hurtigere end udbuddet kan følge med, mens andre vil nå at rådne fordi de ikke er i så høj efterspørgsel som planlæggerne og producenterne antog.

Den vise centralplanlægger vil selvfølgelig efterfølgende justere produktionen til at stemme overens med den observerede efterspørgsel, men der vil kun skulle små påvirkninger til at hele systemet ryger i ubalance igen. En tørke dér, en dårlig høst her, eller sågar en uventet givtig høst vil gøre at der mangler varer på hylderne eller at der sættes for mange ressourcer af til at producere visse fødevarer i forhold til forbrugernes værdiskalaer. Afgrøder vil blive dyrket de forkerte steder fordi man ikke havde den nødvendige lokale viden om jordbundsforholdende i en given egn, produktionsmetoder der ikke ville kunne stå på egen hånd i en pengeøkonomi (med andre ord, produktionsmetoder der spilder ressourcer i forhold til hvad disse ressourcer ellers kunne blive allokeret til) vil få lov at fortsætte, og den underliggende ineffektivitet vil være skjult for centralplanlæggeren, som kun kan se udbyttet af de tiltag han har valgt og ikke hvad udbyttet ville være for konkurrerende tiltag.

Det vil kræve en centralplanlægger med noget af et Excel-ark (og boomere der kan finde ud af VBA er en uddøende race) for at tage højde for alle forhold, små som store og konstant i forandring, i fødevareproduktionen, når ikke svingende priser automatisk kan justere produktion og forbrug i forhold til udbud og efterspørgsel. Oplevelsen for det almindelige menneske ville være knaphed på fødevarer eller fødevarer af lav kvalitet, og nogle fødevarer ville det slet ikke kunne lade sig gøre at skaffe.

I denne verden kunne man forestille sig et forfærdeligt libertært menneske foreslå at man privatiserede fødevareforsyningen for at højne kvaliteten og effektiviteten i fødevareproduktionen samt at forhindre ressourcespild. “Men hvordan skal dem uden penge så skaffe mad, vil du bare have at de sulter?” lyder det protesterende fra en forarget cand.scient.

Nu lever vi heldigvis i en verden hvor fødevareproduktionen ikke er afskåret fra prissystemet og i vores del af denne verden er mad så tilgængeligt at den store udfordring er at få folk til at lægge gaflen ned (du gætter forresten aldrig hvilken slags økonomisk politik der historisk set er blevet ført i de lande hvor mad endnu ikke er almindeligt tilgængeligt). Men man vil ikke kunne forestille sig en verden hvor staten ikke stod for fødevareforsyningen, fordi den verden vil være usynlig. Efter Bastiats det sete og det usete, vil det sete være “staten sørger for at alle får mad, ih hvor er det dejligt,” mens det usete, det som vil være usynligt med den udsigt man har i denne verden, vil være “statens forsøg på at sørge for at alle får mad leder til at færre har adgang til ordentlig mad end de ville have hvis staten slet ikke var involveret i fødevareproduktionen”.

Måske ser du nu hvor tankeeksperimentet fører hen: Hvorend staten blander sig, hævder folk der skriver for Mises-instituttet, vil det lede til at den involverede sektor, i en grad proportionalt med hvor meget staten blander sig, vil afskæres fra prissystemet, hvilket vil lede til en forringelse af tilgængelighed og/eller kvalitet for dem som er sektorens forbrugere. Sådan er det med uddannelsessystemet som berøver folk af deres mest produktive år for at lære dem stort set ingenting (faktisk præcis ingenting, i manges tilfælde, når man tager højde for at de, hvor meget de end måtte forsøge at undgå det, også ville lære ting hvis de ikke gik i skole) og som forbereder folk til at leve i verden ved at afskære dem fra den. Sådan er det med banksystemet hvor staten gennem nationalbanken og regulering af de såkaldt private banker forsøger at justere økonomien med meget ringere udfald end økonomien kunne have selvjusteret sig frem til. Sådan er det med transport hvor staten forbyder visse konkurrencedygtige alternativer og i stedet tvinger forbrugerne til at benytte sig af offentlig transport som ofte ikke ankommer til tiden og somme tider slet ikke ankommer.

Vi har i dag delegeret store dele af hvad det vil sige at leve almindeligt som et menneske til problemer som det er statens opgave at løse. Det er ikke længere muligt for folk at optænke løsninger på samfundsproblemer som ikke tager formen “staten skal gøre x ved y”. Se en hvilken som helst nyere dokumentar om et samfundsmæssigt problem og du vil se en journalist stille spørgsmålet “kan indsæt-institution gøre mere for at forhindre bla bla,” hvorefter de stiller samme spørgsmål til en minister der på mail svarer, “vi kunne helt klart godt blive bedre til bla bla, det må vi kigge på, vi har bare lidt travlt med at kigge på de 1000 andre ting, I har lavet dokumentarer om”. Det har selvfølgelig også at gøre med at man lærer videojournalister at det der med at slutte en dokumentar/reportage/indslag med noget der peger mod fremtiden, er en vildt god måde at afrunde en historie på. Så det gør de godt nok allesammen hele tiden.

Menneskeliv er i deres natur fulde af problemer og udfordringer, og når staten skal løse alle udfordringer, får vi en problemløsningsstat som konstant finder flere problemer at løse indtil vægten af alle problemerne bliver så tung at ingen af problemerne løses til en tilfredsstillende grad. Løsningerne bliver gennemsnitligt langt middelmådigere end de løsninger som mennesker, der lever som mennesker kunne have fundet på. For en sinke vil staten være en bedre problemløser i mange tilfælde, men for lidt-under-gennemsnitlige mennesker og derover, vil alting blive lidt eller meget værre og vi vil blive lidt eller langt mere isolerede fra andre mennesker omkring os fordi staten har erstattet vores behov for andre menneskers hjælp i et ræs mod laveste fællesnævner. Alting gråtmales for at ingen udstikkende farve kan ødelægge sammensætningen.

Vi har vænnet os til at staten skal gøre alt ved alting i en sådan grad at mennesker ikke kan løse særligt mange problemer uden staten længere. Problemløsningsstaten spytter nemlig lovgivning ud med en sådan hastighed at det er fuldstændigt umuligt for et menneske blot at have et overfladisk kendskab til hele omfanget af den lovgivning han er underlagt. I hvilket omfang vi får lov at leve vores menneskeliv som mennesker, bestemmes af dette bæst af et system, hvis ansigt vi ikke engang har fatteevnen til at kende. Det burde gøre dig Gud-der-slagter-indbyggerne-i-Gomorra-vred. Men det gør det ikke, for du er hverken vokset op som en gud eller et menneske, men som et kastreret led i en find-på-problemer-staten-kan-løse-maskine. Faktisk kan det lade sig gøre at tage sine problemer i egne hænder og finde måder at akkomodere eller løse disse problemer for så tæt på næsten alle problemer at jeg endnu ikke kender til et eneste problem hvor det ikke kan lade sig gøre.

Ovenfor ses Milton Friedman med stakke af reguleringer for forbrugerprodukter. Hver række er amerikansk lovgivning på området optaget på et enkelt år. Første år fylder 3 bøger. Her står han foran det sidste år i rækken, 1977. Hvem ved hvor mange stakke der skulle til i 2026?

Hvert lille skridt af vejen til det-er-umuligt-at-kende-loven-systemet retfærdiggøres af små problemer som staten får til opgave at løse. Erhvervsdrivende går konkurs og kan ikke betale penge til dem de skylder bliver til at staten faciliterer selskabsformer hvor staten hæfter for konkurser. Dette afføder at folk bruger en masse af statens penge eller direkte snyder staten for penge hvilket bliver til at alle skal bogføre alle transaktioner i en virksomhed sådan at det kan kontrolleres. Dette afføder problemer med ustandardiseret, mangelfuld eller bortkommen bogføring hvilket afføder specifikationer for hvordan bogføring skal udføres og opbevares – i dag digitalt med backup på flere servere hvoraf den ene skal være i et EØS-land og ved brug af et bogføringssystem som skal understøtte en række e-fakturerings-filformater osv. osv. Kravene bliver så komplekse at man vælger at alt skal være digitalt og man deler bogføringssystemer op i kategorierne “dem her har vi kontrolleret lever op til kravene” og “held og lykke, min ven”. Dette afføder halvprivate brancher hvor folk tjener penge på at tilbyde systemer og vejledning der lever op til de gældende krav – hele brancher der ikke bidrager til økonomien, men tager fra den ved at beskatte dens produktive medlemmer med yderligere, kosteligt arbejde. Og profitten i disse brancher er selvfølgelig privat, det er det smukke – tak for spillet, du har tabt, din præmie er intet, godnat.

Jeg bruger eksemplet med bogføring fordi jeg selv havde ønsket om at sammensætte et sejt plain-text unix-bogføringssystem med hledger som synkroniserer tekstfiler til en VPS hvor bogføringsbilag opbevares på en filserver som automatisk ocr-behandler alt hvad den får ind i bilagsmappen, som kunne generere relevante dokumenter med groff, sende ting direkte på mail og hvor jeg kunne få lov at redigere alt i Vim i stedet for at skulle åbne en browser (gys) hver gang jeg skulle taste et tal. Hvorfor? Fordi mit menneskelige hjerte banker en smule anderledes når jeg forestiller mig at rode med at opsætte det system end når jeg kigger på bestil-knappen for et af de registrerede bogføringssystemer. Men ak, det er ulovligt at sammensætte sit eget bogføringssystem og man kan desuden heller ikke have et bogføringssystem hvor man ikke kan slette ting (et de lovmæssige krav til digitale bogføringssystemer) hvis man har adgang til at redigere alt som tekstfiler. På den måde reducerer lovgivningen bogføringsproceduren til laveste fællesnævner – der er folk der ikke kan finde ud af det eller som snyder med det og det har vi gjort til vores problem bliver til alle skal lege med lego-klodser fordi det er lettest for systemet.

Alt dette indskrænker folks muligheder for at leve som mennesker. Vi har mistet den verden hvor man kunne sætte sig ned og sige “nu vil jeg forsøge at leve af at reparere støvler” og så prompte gå i gang med at tilbyde at reparere folks støvler til fordel for den verden hvor man skal foretage 48 online-registreringer, have abonnement hos en række tech-udbydere, holde sig opdateret med den nyeste lovgivning og offentliggøre sine regnskaber for at man kan få lov til at reparere støvler. Den proces man skal igennem for at få lov at gøre noget som helst er blevet så lang at beslutninger bliver skæbnetunge og med indlagte risikovurderinger. Der findes ingen hensyn til den spontanitet det indebærer at leve et menneskeligt liv; vi har afskaffet den virkelystne menneskelige conquistador-ånd med paragraf-onanisme. Det bidrager altsammen til følelsen af at intet er autentisk længere og at ingen jobs er virkelige, og forhåbentligt bidrager det også til et ønske om at der træder en conquistador frem som hugger onanisterne ned.

Kritikere kalder det system vi har i dag for anarko-tyranni, hvilket er et system hvor du kan være sikker på at staten griber ind hvis du forsøger at samle regnvand eller rense tagrender fra din frontlæsser, men hvor staten ikke bruger ressourcer på at efterforske tyverier og hvor voldelig kriminalitet udløser småstraffe fordi der ikke er plads i fængslerne. Fordi staten skal løse alle problemer, er den bundne opgave, at sørge for borgernes sikkerhed, pludseligt glemt. Der er simpelthen ikke kapacitet nok.

Til hvilken fremtidige genopdragelsesansvarlige der måtte læse dette: jeg behøver en ny forklaring på hvorfor det egentlig var at anarko-tyranni var bedre end regulær tyranni, jeg lader til at have glemt noget.