Forskellen på monetær- og prisinflation

Alle mærker i øjeblikket at priserne stiger. For mit eget vedkommende mærker jeg det mere ved at folk ikke kan finde ud af at snakke om andet end prisstigninger end jeg mærker det på pengepungen. Her på bloggen er vi østrigere når det kommer til økonomisk teori, og som østrigere ved vi at generel prisinflation ikke skyldes en krisesituation, men forårsages af monetær inflation.

Prisindekset undervurderer inflationen

En anden ting vi ved som østrigere er, at de tal vi har på inflation er forkerte – inflationen er langt højere i virkeligheden. Problemet med prisindeksstatistikken (CPI, consumer price index) er at den er let at manipulere med. Metoden til at udregne prisindekset ændres hele tiden, hvilket giver en lavere CPI. Den amerikanske CPI for januar 2022 var officielt 7.5%, men bruger man samme metoder som i 1980, får man en CPI på 15%.

Ét problem med CPI er at det ikke inkluderer huspriserne, men i stedet beregnes ud fra boligejeres gæt på hvor meget de kunne leje deres bolig ud for, hvilket ofte er lavere end den egentlige stigning i huslejen. Et andet problem er at hvis prisen på oksekød stiger og forbrugerne køber mere kylling i stedet, regner man ikke længere ud fra prisen på oksekød, men prisen på kylling, da det er det forbrugerne køber. CPI antager altså at ændring i forbrugsmønstre ikke kan skyldes prisinflation. Og hvis dette ikke er nok, kan man bare ændre hvordan man vægter de forskellige forbrugsgoder for at få en lavere inflation på papiret. Inflationen er altså formentligt langt højere end hvad vi tror.

Økonomisk teori anskuet korrekt

Længe afskrev jeg økonomi som kedelig og sjæleløs datamatik. Dette lader til at være en ret udbredt opfattelse blandt folk der ikke forstår faget, herunder økonomer. Studiet af den virkelige økonomi (kun nogle økonomer gider beskæftige sig med dette) handler ikke om tal i en csv-fil, men om hvordan mennesker agerer.

I økonomisk teori er der ikke rigtigt plads til uenighed. Det vil sige – økonomer er ofte uenige, men nogle af dem har ret mens andre tager fejl. Nogle mener (og har efter min mening ret i) at kvantitativ lempelse er inflationært mens andre er uenige i dette. Begge lejre kan ikke have ret – det er enten eller. Med andre ord findes der altså korrekte og ukorrekte økonomiske teorier – problemet er bare at skelne mellem de to.

Selv mener jeg at den østrigske (efter Carl Menger) anskuelse er den korrekte. Jeg går endda så langt som at afvise andre økonomiske skoler fuldstændigt på trods af at jeg ikke har lige så stort kendskab til dem og deres argumenter som den østrigske skole.

Dette virker en smule dogmatisk, tænker du nok. Men det er det ikke. Svaret ligger i en økonomisk kontrovers der fandt sted i tysktalende lande i slutningen af det 19. århundrede. Kontroversen er døbt Methodenstreit og handler om en uenighed mellem den østrigske skole (som udsprang af netop denne konflikt) og den historiske skole. Den østrigske skoles stamfader, Carl Menger, angreb den historiske skoles methoder idet han mente at økonomi burde studeres gennem ræsonnementer udledt af generelle, accepterede principper. Ludwig von Mises tager senere dette projekt op ved at udlede hele sin økonomiske teori ud fra aksiomet "mennesker handler" (handler som i "agerer", ikke som "køber ind") i sin magnum opus, Human Action. Den østrigske skole afviser altså at studere økonomi gennem statistiske aggregater, da dens tilhængere ikke mener at vi har den fornødne viden til at kunne sige noget som helst meningsfyldt på aggregatniveau (to berømte essays, Hayeks The Use Of Knowledge in Society og Bastiats That Which Is Seen, and That Which Is Not Seen handler om denne mangel på viden). Særligt afviser østrigske økonomer økonomiske forudsigelser. Hvilket bringer mig til i dag. Hvor mange økonomiske eksperter har de sidste to år ikke påstået at inflationen var midlertidig? Og nu må IMF-direktøren, Kristalina Georgiva, indrømme at der måske var uforudsete konsekvenser ved at printe for mange penge til at stimulere økonomien:

I think we are not paying sufficient attention to the law of unintended consequences. We take decisions with an objective in mind and rarely think through what may happen that is not our objective. And then we wrestle with the impact of it. Take any decision that is a massive decision, like the decision that we need to spend to support the economy. At that time, we did recognize that maybe too much money in circulation and too few goods, but didn't really quite think through the consequence in a way that upfront would have informed better what we do.

Årsagen til inflationen

Det triste ved inflationen er at befolkningen endnu en gang hopper på regimets forklaring som altid går ud på at alt dårligdom skyldes mangel på vestligt, liberalt demokrati på globalt plan. Forklaringen går på at inflationen skyldes udbudschok fra krigen i Ukraine, som skyldes Ruslands invasion, som skyldes at de har en ond, grum diktator og mangler vestligt, liberalt demokrati (man legede gerne med regimeskift i Rusland hvis det var muligt).

Ifølge den østrigske skole er svaret at inflation skyldes ekspansion af pengeforsyningen – præcis som vi kender det fra Weimarrepublikken. Staten mangler penge til at betale for sit høje forbrug. En tilsvarende stigning i skatten ville være for upopulær til at implementere. Derfor printes gennem Nationalbanken flere penge (gennem kvantitativ lempelse, fx) som bruges af regeringen og dermed havner i den virkelige økonomi hvor det forårsager inflation. Dette markedsføres som økonomisk stimulus og alle lever videre i ulykkelig uvidenhed, totalt uforstående omkring hvorfor de først kan gå på pension som 90-årige. Når der er for mange af en vare i økonomien (i dette tilfælde selve valutaen), så nedjusteres dens markedsværdi, idet den er lettere at anskaffes. Så når du printer flere penge, bliver de mindre værd.

Men hvis man havde en økonomi med en fast pengeforsyning – dvs. at der altid var samme antal kroner i omløb, så ville prisstigninger i én sektor – fx en stigning i energipriserne som følge af en krig – nødvendigvis følge til faldende priser andre steder. Der kan nemlig ikke bruges flere penge end der er i omløb, med mindre man printer flere penge. Så hvis man undgår at printe penge, har man ikke generel inflation, men en naturlig og sund korrektion der får forbrugerne til ændre deres forbrugsmønstre til fordel for andre varer end dem der er mangel på. Sådan løser prissystemet automatisk økonomiske kriser (hvis man altså lader det virke). Generel prisinflation skyldes altså altid hvad vi kalder monetær inflation, dvs. en ekspasion af pengeforsyningen, at man printer flere penge.

Denne prisinflation sker dog ikke med det samme eller ligeligt. Prisinflation har nemlig den uheldige konsekvens at dem der tidligt bruger mange penge belønnes, mens dem der sparer op (hvilket ellers er godt, lad ikke dårlige økonomer bilde dig ind at det er godt for økonomien ikke at økonomisere) får deres opsparing ødelagt. Dem der tidligt bruger mange penge, når nemlig at købe en masse varer op til den oprindelige pris på trods af at pengeforsyningen er udvidet. Når så varerne begynder at mangle, sættes priserne op og dem der ellers sparede deres penge op, skal nu bruge flere penge på at skaffe samme varer.

Den mest sindssyge graf i hele verdensøkonomiens historie

Jeg vil slutte dette indlæg med hvad jeg selv synes er den mest sindssyge graf i hele verdensøkonomiens historie. Det er en graf over størrelsen på pengeforsyningen i USA. Der er rent faktisk folk i de statslige apparater som har tænkt at det var en god idé at printe så mange penge som grafen viser – og denne trend fortsætter efter prisinflationen sætter ind, grafen viser bare ikke så langt.

Det burde nu stå lysende klart hvorfor verdensøkonomien er så ude af balance som den er. Og hvis du et eneste øjeblik tænker at offentligt forbrug hjælper de trængende, så kom denne graf i hu en gang til og overvej hvilke grupper det er der betaler den højeste skat, hvis alle interventionens utilsigtede konsekvenser tæller med.