Valdemar Bilas Side

Noomakhia, petrinisme og Rusland

For nyligt genbesøgte jeg John David Eberts YouTube-kanal (selvfølgelig gennem min RSS-læser, newsboat), og fandt et interessant interview med Aleksandr Dugin.

John David Ebert har mange interessante videoer hvor han gennemgår kultur, filosofi og civilisationer med en Spenglersk vinkel, herunder en god og detaljeret gennemgang af Spenglers magnum opus, Vesterlandets Undergang, hvor Oswald Spengler bl.a. kategoriserer den vestlige, faustiske civilisation (efter Goethes Faust som sælger sin sjæl til djævelen for viden og materielle fornøjelser). Udover det har han engang lavet en af de bedste eksisterende podcasts med Darryl Cooper fra podcasten martyrmade, der hed Decline of the West Podcast, men som er lidt svær at opstøve i dag.

Dugin er på det seneste kommet i talentløse journalisters søgelys på grund af konflikten i Ukraine. Nogen ser ham som hjernen bag hele operationen – det er ret overdrevet; det er nok sandt at han har haft en vis indflydelse over Ruslands beslutningstagen, men han er først og fremmest filosof og har ingen officielle bånd med den russiske regering. Læser man om Dugin i vestlige medier, beskæftiger man sig utroligt overfladisk med hans idéer. Måske siger man noget om at han er anti-LGBT, tror på den traditionelle familie med kvinden i køkkenet og 2,1 børn eller kalder ham fascist. I hvert fald er det umuligt at finde noget skrevet om ham som ikke befinder sig totalt i det atlantiske (dvs. det amerikansk-europæiske) begrebsunivers. Dette er netop useriøst fordi Dugins værk netop handler om, efter Franz Boas, at studere kulturer på deres egne præmisser, uden forudindtagne idéer.

Jeg ved ikke særligt meget om Dugin og har ikke læst hans bøger, det skal jeg gerne indrømme, men jeg har en nogenlunde forståelse for den reaktionære sfære, han befinder sig i. Dugin selv er ved at skrive sin magnum opus, Noomakhia: Wars of the Mind, et værk der minder om Spenglers. I værket forsøger han at karakterisere forskellige civilisationers "nous" (oldgræsk: nous = intellekt / sind), en slags treenighed mellem 3 forskellige former for "logos". De 3 forskellige Logoi er:

  1. Det Apollinske Logos, opkaldt efter Apollon
  2. Det Dionysiske Logos, opkaldt efter Dionysos
  3. Det Kybelske Logos, opkaldt efter Kybele

De to første er almindelige filosofiske begreber, brugt af Nietzsche til at beskrive de græske tragedier, men Dugin bruger dem nogle gange lidt anderledes end andre filosoffer. I generel filosofi repræsenterer det Apollinske Logos orden og logik, mens det Dionysiske Logos repræsenterer kaos og affekt (Dugin komplicerer det dog ved at mene at det Dionysiske Logos repræsenterer en ustabil blanding af kaos og orden frem for at repræsentere kaos i sig selv). For Dugin lader det Apollinske Logos til at være patriarkalsk, mens det Dionysiske Logos er androgynt. Her kommer det Kybelske logos ind i billedet: det er matriarkalsk. Dugin forklarer, at i det Kybelske logos gives farlige fænomener blødere, modstridende navne:

Død = søvn, fødsel

Tid = fremskridt, bliven, forbedring

Trussel = en fredelig leg

Fjende = en ufarlig ven

Uheld = glæde – et midlertidigt stadie mod noget bedre

Det Kybelske logos giver fænomenerne disse navne fordi det kæmper på tidens og dødens side, i modsætning til det Apollinske Logos som strider mod dette og kæmper for væren og uendelighed. Det Apollinske Logos er altså hinandens modsætninger, mens det Dionysiske er en slags midter-logos som befinder sig i begge lejre og er en syntese af de to, men stadig er særskilt fra dem.

Dugins 3 Logoi kan beskrives med følgende nøgleord:

  1. Det Apollinske Logos: klare grænser, logik, dissektion, identitet koncentreret mod et bestemt mål, kontemplation, division, det statiske, solens kraft, sommer, dag, Olympen, heroisme, maskulinitet
  2. Det Dionysiske Logos: det dramatiske, det dynamiske, det aktive, par-symmetri, cyklus, kunst, erotik, genfødsel, flexibilitet, mobilitet, modsætninger, bevægelse, forår og efterår, associeret med Tartaros, men strækker sig fra Olympen til underverdenerne, tusmørke, androgynitet
  3. Det Kybelske Logos: manglende klarhed, pleje, mæthed, trøst, sikkerhed, tryghed, varme, materialisme, kompromis, konformitet, fred, tilpasning til enhver situation, enhed, vinter, nat, Jorden og underverdenerne Hades og Tartaros, moderlighed, femininitet

Disse 3 logoi kæmper nemlig en indbyrdes kamp om at dominere et civilisations sind – en kamp om at dominere i civilisationens nous (dens samlede sindelag). Dugin kalder denne kamp Noomakhia (oldgræsk: nous = intellekt + makhía = kamp). Han nikker her til udtrykkene Titanomakhía og Gigantomakhía. Magtfordelingen mellem disse ændrer sig hele tiden – man kan altså ikke sige at en civilisation er Kybelsk, man kan sige at en civilisation er Kybelsk på et bestemt tidspunkt i historien. Og her nærmer vi os et punkt hvor vi kan tage en konflikt som den mellem Ukraine og Rusland og analysere den på et lidt dybere plan end hurr durr, Putin er dum derfor krig. Det atlantiske (vestlige) nous er nemlig domineret af det Kybelske Logos, som traditionelt set er fremmed for Rusland. I Rusland er bondebefolkningen ifølge Dugin Dionysiske: i sig selv er russerne meget nomadiske, individualistiske og nærmest anarkiske, og de har derfor altid haft brug for den Apollinske stat med en stærk mand som leder. De to første logoi lader altså til at være naturlige for Rusland mens det sidste, Kybeles, er fremmed. Men det russiske nous lider af en Kybelsk pseudomorfose. Begrebet pseudomorfose kommer fra Spengler, og er en sygdomstilstand hvor en civilisation begynder at påtage sig symboler fra en invaderende civilisation. I mineralogi er en pseudomorf et mineral med en krystallisk form der ligner et andet mineral. Mineralet har engang været ét, med sin naturlige form, men er siden hen blevet erstattet af et andet – men med samme form som det oprindelige mineral. Se billederne på Wikipedia-linket for klarhed.

Man begynder altså at kunne se pseudomorfe udtryk i en civilisations kunst, politik, filosofi, tanker osv. som ligner udtryksformerne fra en anden civilisation. De Kybelske former kommer til udtryk ved at Rusland arver vestens materialisme og atomisme – repræsenteret af moderne økonomi, storbyer, demokrati, shoppingcentre, vestligt-inspirerede demonstrationer, politiske ambitioner om menneskerettigheder, verdensmål o.l., liberalisme, internationale organer som FN, osv. Det er svært at forestille sig noget mere fremmed for det traditionelle landlige Rusland repræsenteret af den ortodokse kirke end en march for frie valg og menneskerettigheder i en russisk storby, med et navn der leder tankerne hen mod en amerikansk march for afroamerikanske borgerrettigheder.

Disse ting lader til at være ret nylige, men egentlig stammer pseudomorfosen i hvert fald tilbage fra Peter den Store som grundlage Sankt Petersborg med et tysk navn, udbyggede skibshandlen i stedet for den traditionelle karavanehandel og introducerede vestlige tanker og idéer i et forsøg på at modernisere Rusland. Petrinismen (sammentrækning af Peter og -isme, ikke at forveksle med apostlen Peter) indførte den vestlige rationalisme og materialismes ånd i Rusland og skabte en russisk-fremmed klasse af Ruslands intelligentsia. Siden da har der været en kamp mellem Moskva og Sankt Petersborg om at være Ruslands magtcentrum – et symbol på kampen mellem byintellektet og det traditionelle Rusland. Og gennem Sankt Petersborgs successfulde diplomati blev Rusland mere og mere involveret i Vesteuropas intriger. Men for den russiske befolkning var krige mod tyrkerne langt mere populære end intrigerne i vest. Ifølge Spengler indeholder den russiske sjæl en dyb længsel efter vejen til Jerusalem gennem Byzantium og han forklarer Ruslands forhold til de vestlige stater med deres interesser i Tyrkiet. Selv Sankt Petersborgs diplomatiske indsatser rettede sig efter denne længsel efter Tyrkiets områder – på dette område forblev det russiske intelligentsia russisk. Men særligt i forhold til økonomien dannedes en dyb kløft mellem bondefolket og intelligentsiaet. Blandt bondebefolkningen var alle former for pengeøkonomi (både socialisme og kapitalisme) fremmede og forhadte. På grund af dette så Spengler også Lenins revolution som vestlig og dømt til endda at gå til grunde. Heri havde han ret.

Boundary Act

Når en civilisation bliver presset udefra, fx gennem pseudomorfe udtryk i kulturen, kan den forsøge at forsvare sig med vold. Denne modreaktion kalder John David Ebert for en Boundary Act, og Dugin bekræfter i interviewet den russiske invasion af Ukraine som en Boundary Act – her er Eberts pointe at Rusland nok havde invaderet Ukraine selv om NATO ikke havde forsøgt at rykke grænserne tættere på Rusland. Ebert forklarer i The Age of Catastrophe begrebet Boundary Act:

A Boundary Act is an act of violence that takes place when one culture, society, or ethnic group finds itself threatened by another, and seeks to draw a distinct dividing line between itself and that other group. If, as Marshall McLuhan said, violence is a quest for identity, then we can say that a Boundary Act is a means of inscribing a line into the socius using pain as its mnemonic device, just as a tattoo is inscribed into a physical body, where it leaves a defining – often ethnically inclusive – trace.

Og det er hvad den vestlige politiske kaste aldrig vil forstå: det er ikke hele verden der ønsker at være et liberalt shoppingcenter med stemmeret og store maskiner. Det er ikke kun Putin der provokerer til krig. Putin er, i Dugins analyse, en stærk mand som er trådt frem på verdensscenen for at rykke Rusland frem mod sin skæbne (simplificeret, Dugin har en hel bog om Putin, der hedder Putin vs Putin: Vladimir Putin Viewed from the Right). Det er heller ikke kun politikere i NATO der provokerer til krig ved at rykke grænser tættere mod Rusland. I virkeligheden er det mere en form for naturkatastrofe forårsaget af forholdet mellem øst og vest – både rent politisk / militært (grænser, aftaler osv.) og i kampen mellem de tre logoi og de to civilisationers retning og skæbne. Så hvis skyld er det og hvad kan vi gøre ved det? Ikke nogens og ikke noget. Vesten vil fortsætte sin hungren mod det evige globale fremskridt til den en dag, på trods af at den ser sig selv som udødelig, kollapser under vægten af sin egen psykose. John David Ebert skriver om Vestens endeligt i efterskriftet til The Age of Catastrophe:

But the good that will come out of this devastation is that the present civilization, with its terrific and terrifying depredations, its basic hostility to a properly human way of life, will finally be put to rest and will become a gigantic junkyard, the largest the world has ever seen. Indeed, the countryside all around us will be filled with ancient rusting hulks of rotting, broken down machines and corroding heaps of steel and iron. Piles of charred, burnt metal and blown out machines; the cracked and crumbling walls of former skyscrapers, their girders exposed to the air like broken ribs; and the silence, all around us, of an aviation-free sky. When that happens, new plans for a new civilization may then be drawn up, with new premises and new axioms that will result in a completely different outcome. Hopefully, the next one will be more sane.

Rusland derimod står ifølge Dugin på afgrunden til en definerende begivenhed. Hvordan den vil se ud eller udspille sig, om Rusland overhovedet vil overleve, er der ikke nogen der kan sige endnu. Og om Dugin har fat i noget her, er jeg ikke russisk nok til at vide.

Spengler skriver i The Two Faces Of Russia om et kommende russisk folk:

There can be no doubt: a new Russian people is in the process of becoming. Shaken and threatened to the very soul by a frightful destiny, forced to an inner resistance, it will in time become firm and come to bloom. It is passionately religious in a way we Western Europeans have not been, indeed could not have been, for centuries. As soon as this religious drive is directed toward a goal, it possesses an immense expansive potential. Unlike us, such a people does not count the victims who die for an idea, for it is a young, vigorous, and fertile people. The intense respect enjoyed over the past centuries by the “holy peasants” whom the regime often exiled to Siberia or liquidated in some other way – such figures as the priest John of Kronstadt, even Rasputin, but also Ivan and Peter the Great — will awaken a new type of leaders, leaders to new crusades and legendary conquests. The world round about, filled with religious yearning but no longer fertile in religious concerns, is torn and tired enough to allow it suddenly to take on a new character under the proper circumstances.

Links