Valdemar Bilas Side

All-in på rød (SKOLETIRADEN DEL II)

Det er meget vigtigt at forstå, at der ikke blot er andre veje i livet end skole → ansættelse → folkepension, men at den gængse rute i virkeligheden er langt mindre sikker en folk tror.

Folk, der egentlig er velmenende nok, vil råde dig til at søge ind på en uddannelse du synes er interessant og derefter finde ansættelse i en relevant sektor. Og føler de sig rigtigt rummelige, er de helt cool med et antal sabbatår indtil du finder ud af, hvad du vil læse. Dette råd er totalt forkert. Problemet er, at disse mennesker trækker på deres egen erfaring og antager, at hvad der fungerede for dem, også vil fungere for dig. Og netop fordi de har fundet succes med denne strategi, bør du lytte til nogle andre. Deres råd svarer til at vinde ved at gå all-in på rød for derefter at konkludere, at det er en sund strategi. Selv hvis chancen for at vinde er 100 til 1, bør du undlade at spille, hvis du til gengæld taber 1000 gange så stort som du vinder, hvis du taber. Endnu mere bør du undlade at spille, hvis der er andre, langt bedre måder at vinde på.

På mit gymnasium var jeg tvangsindlagt til et oplæg af en fra Studievalg Danmark, som belærte os om hvordan det var en myte, at visse uddannelser ikke havde jobmuligheder. Det er også sandt, at alle uddannelser giver adgang til jobs, men det er en latterlig, skrøbelig sandhed, som kun kan bruges til noget i en verden, hvor du er den eneste jobsøgende. For det første er det åbenlyst sandt, at enhver uddannelse har jobmuligheder som lærer på selvsamme uddannelse. Resten af jobmulighederne kan du kun håbe på eksisterer i så højt udbud, at en arbejdsgiver overvejer at hyre dig over dine mange meddimmitender.

Hvis du bare lader dig flyde med strømmen gennem uddannelsessystemet uden at udmærke dig på nogen som helst måde, vil du, når du er færdiguddannet, have færre eller præcis samme kvalifikationer som alle andre, der har taget samme uddannelse. Og de vil med rette blive ansat før dig af samme grund. Hvis du bare er en inkompetent med en pædagoguddannelse, vil alle de mere kompetente med en pædagoguddannelse stå før dig i køen. Der er en grund til at vi har dimmitendsatser i dagpengesystemet. En uddannelse er langt fra en fremtidssikring.

Og det er et andet problem med denne mentalitet: ingen kender fremtiden. Det kan sagtens være at alle jobs er taget eller gjort totalt overflødige af en eller anden sort-svane-hændelse, som du ikke kunne forudsige. Selv hvis du finder ansættelse, kan du på ingen måde sikre dig, at dit eller lignende jobs eksisterer i fremtiden.

Uddannelsessystemets største fejl i forhold til at fremtidssikre dig er, at det er enormt skrøbeligt. Jeg bruger her ordet skrøbeligt som Nassim Taleb bruger ordet fragile – om et system, som efterlades i en ringere tilstand ved modgang. Et antiskrøbeligt system er derimod et system, som bliver stærkere af modgang. Et antiskrøbeligt system fungerer dermed som ved flytrafik, hvor hvert flystyrt mindsker risikoen for at flere fly styrter, mens et skrøbeligt system fungerer som bankverdenen, hvor en enkelt banks kollaps øger risikoen for at flere banker kollapser.

Uddannelsessystemet er skrøbeligt, da det centraliserer studerendes evner. På den måde kan vi masseproducere cookie-cutter-pædagoger, cookie-cutter-historikere, cookie-cutter-tømrere osv. Ændrer kravene sig for, hvad man skal kunne, eller forsvinder nogle af disse jobs helt, vil alle de mennesker, som ikke har mere end deres uddannelse stå uden job. Dem, der til gengæld på egen hånd har erhvervet sig andre evner, eller som har fornyet deres viden inden for samme område, hvis det stadig eksisterer, vil stå med mange andre muligheder, end den, de umiddelbart havde satset på. Og dette er pointen: det er netop dine samlede kvalifikationer og din evne til at erhverve dig nye kundskaber, der giver dig fremtidssikring – ikke et stykke papir, der siger “pædagog”, “historiker” eller “tømrer”. Og skolerne giver dig desværre ikke meget mere end papiret i dag. I hvert fald er de evner, de giver dig, langt hurtigere erhvervet på egen hånd. Mange unge mennesker giver udtryk for et enormt pres for at finde ud af hvad de vil lave efter skole / gymnasie. Uddannelsessystemet gør nemlig dette til en kæmpe beslutning, som du skal bruge ret lang tid på at omlægge, hvis du senere beslutter dig for, at du hellere vil lave noget andet. Hvis ikke du færdiggør en uddannelse (eller hvis du færdiggør en uddannelse, du senere ikke kan eller ikke har tænkt dig at bruge), vil det meste af dit arbejde være spildt. Hvis du derimod bruger din tid selvstændigt, vil det tværtimod styrke dig, hvis dit projekt #925 slår fejl (ved at øge chancen for at #926 lykkes), da du ikke ved hver fejlslagen idé behøver at ændre hele kursen for dit liv. En mere decentral strategi er derfor, foreslår jeg, langt mere sikker end en, der slår dig flere år tilbage, hvis din plan slår fejl.